Provokunstner kommer til Favrskov
Kunstudvalget har bevilget penge til fire nye udstillinger i Favrskov Kommune.
I de kommende måneder vil Favrskov Kommune bugne af kunst på nye udstillinger i Ulstrup, Hinnerup og Hammel.
Kunstudvalget tog i sidste uge stilling til fire forskellige bevillinger på i alt 63.000 kroner til kunstaktiviteter, og samtlige ønsker blev indfriet. Så hvis man hungrer efter alsidig kunst, vil der være rig mulighed for at få stimuleret sanserne rundt omkring i kommunen.
Naturen på slottet
Kunstridderne, der huserer på Ulstrup Slot, har fået midler til at realisere de to årlige udstillinger i nordfløjen på slottet - en forårsudstilling og en høstudstilling. Hver udstilling holder åbent for en enkelt weekend.
Billedkunstner Melanie Christensen og keramiker Birgit Kvorning har begge naturen for øje i deres kunstværker. De har udstillet sammen flere gange, og her til maj vil deres blik for naturen manifestere sig på Ulstrup Slot.
Forårsudstillingen kan opleves 4.-5. maj, og der er fernisering lørdag klokken 11.
Provokatør i Ulstrup
Høstudstillingen finder sted i midten af september, og her vil den kontroversielle kunstner Kristian von Hornsleth besøge Ulstrup. Denne kunstoplevelse vil være anderledes end Kunstriddernes øvrige arrangementer, da Hornsleth ikke blot vil være at finde ved udstillingen. Han vil også være til stede ved et lignende arrangement i samme weekend i Ulstrup Slots lokaler, som Kunstridderne ikke har noget at gøre med. Dog vil de to arrangementer formentlig på sin vis flyde ind i hinanden.
Kristian von Hornsleth er kendt for den karakteristiske eksplosion af farver, der i mange år har præget hans malerier. Men han har også gjort sig bemærket som provokatør og konceptkunstner. Han har eksempelvis tilbudt indbyggerne i en landsby i Uganda at tage Hornsleth-efternavnet til sig. De, der sagde ja til navneforandringen, fik en ged i bytte.
Udover en udstilling med Hornsleth-værker i Riddersalen på slottet 15. september håber Kunstridderne på en talk eller et foredrag med kunstneren i løbet af weekenden.
Kunst i kulturhuset
Kunstnergruppen Primus, som består af 10 lokale kunstnere, holder gang i udstillingerne i Hinnerup Kulturhus. Senest har gruppen inviteret otte kunstnerkollegaer til at udstille sammen i årets påskeudstilling [SÅRT] - og snart vil næste kunstner i rækken, Ulla Lampe, sætte sit præg på kulturhuset.
Ulla Lampe er billedkunstner, og hendes malerier er nærmest fotorealistiske. Ved tidligere udstillinger har hun fokuseret på menneskers sammenspil med natur og kultur.
Udstillingen finder sted 29. august til 5. oktober i Uhresalen i Hinnerup Bibliotek og Kulturhus.
Først far så søn
Hammel Kunstforening har ansøgt om midler hos Kunstudvalget for at gøre en udstilling med kunstner Carl Krull til virkelighed til november i Kulturhuset InSide. Carl Krull har tidligere været udstillet på blandt andet Aros og Charlottenborg Kunsthal.
Krull benytter sig af en seismografisk metode i sine værker, hvor han skaber genkendelige former i bølgende linjer, der giver et typografisk udtryk. Om de samme bølgende linjer vil pryde væggene til november, må tiden vise.
En anden Krull, der tidligere har sat sine streger i galleriet i InSide, er Hans Krull, Carl Krulls far. Han er blandt andet kendt for gavlmaleriet ’Mågekysset’ i midtbyen i Aarhus.
Carl Krulls udstilling vil finde sted i november og december i Kulturhuset InSide i Hammel.