Fortsæt til indhold

Overnat i naturen med bål, mad og mørkevandring

To af i alt 517 arrangementer, der skal give gode natur- og friluftsoplevelser i mørket og som har fået støtte af Friluftsrådet, foregår i Favrskov Kommune.

Kultur og byliv
gs

Når mørket er faldet på, åbner der sig en ny verden af spændende naturoplevelser. Men for mange er det uvant at færdes i naturen efter mørkets frembrud. En undersøgelse fra 2022, som YouGov har lavet for Friluftsrådet, viser blandt andet, at 68 procent af danske børn mellem 2 og 15 år aldrig har sovet i det fri, 41 procent aldrig har set stjernehimlen, og 38 procent aldrig har været med til at tænde bål.

Det vil Friluftsrådet gerne ændre og har derfor uddelt 2 mio. kr. fra Udlodningsmidler til Friluftsliv til 96 projekter, som via åbne arrangementer skal introducere flere til de mange forskellige friluftsaktiviteter, man kan lave efter mørkets frembrud.

»Vi vil gerne inspirere flere til at opleve nattens unikke natur. Her kan man møde nataktive dyr som ræv og natugle, se stjerner titte frem og få skærpet sine andre sanser, når det bliver mørkt for øjet. Det er en helt særlig oplevelse at være ude om natten, og alle kan være med. Derfor er vi også rigtig glade for at kunne give tilskud til en masse gode arrangementer, som kan introducere flere til de naturoplevelser, man kan få, når det er mørkt,« siger Winni Grosbøll, direktør for Friluftsrådet, i en pressemeddelelse.

De 96 støttede projekter - fordelt på 46 kommuner - omfatter helt præcist 517 åbne arrangementer, der skal finde sted frem til sommeren 2025.

Lokalt har Hadsten Gruppe, Det Danske Spejderkorps modtaget 18.500 kr. til ’Nat i Naturen med Hadsten Spejderne’. Der er tale om et åbent arrangement med madlavning over bål, mørkevandring og overnatning i det fri.

Og Kirken i Hinnerup har modtaget 30.000 kr. til ’Bålfællesskaber i mørket’, som er et åbent arrangement med fokus på bål, mørke og fællesskab i den nære natur.

En stor del af de støttede arrangementer foregår på den officielle Nat i Naturen, som i år afholdes natten mellem 7. og 8. september.