Fortsæt til indhold

Biograftips fra en filmelsker: 6 anbefalelsesværdige film i maj

Dorte Mørkbak har igen taget et kig på de film, du kan opleve på det store lærred i den kommende måned. Her er hendes bud på 6 gode film, du kan opleve i biografen i maj.

Kultur og byliv
Dorte MørkbakFilmelsker

The Fall Guy

Denne amerikanske actionkomedie er fuld af dramatiske stunts, for Ryan Gosling spiller en stuntman, og som alle andre stuntmen bliver han sprængt i luften, skudt, smidt ud ad vinduer, falder ned fra de højeste højder, og endnu værre ting – alt sammen for at underholde os – biografgængeren.

Men det, der er den allerbedste underholdning for os, er suset ved at se Ryan Gosling og Emily Blunt, som spiller de to helt suveræne hovedroller, lave øjne til hinanden, fyre de mest vidunderlige replikker af mod hinanden ind imellem alle eksplosionerne og biljagterne, alt imens vi bare venter på, at nu må hun da snart overgive sig til ham. Skøn – skøn film.

Filmen er instrueret af David Leitch, som selv har en fortid som stuntman.

Pigen der fortalte film

Er en filmatisering af romanen med samme titel af den store chilenske forfatter Hernán Rivera Letelier.

Og det er den danske instruktør Lone Scherfig, der står bag. Filmen, der er spansksproget, foregår i en afsides beliggende minelandsby midt i Chiles golde og ubarmhjertige ørken. Her bor den unge Maria med sine forældre og sine tre søskende.

Der er dog ét lys i denne golde verden. Et sted, hvor magien lever: Og det er den lokale biograf, hvor familien begiver sig hen hver søndag. Efter en ulykke ændres familiens økonomiske vilkår, og der er kun råd til én biografbillet om ugen, og Maria viser sig at være den i familien, der har det største talent for at viderefortælle filmen til resten af familien – og snart til hele landsbyen. Hermed ændres Marias liv i takt med Chiles historie, hvor alle lider under Pinochets kvælende diktatur og mere end nogensinde har brug for håb.

Filmen er en inderlig og smukt fotograferet kærlighedserklæring til film og i sig selv et strålende eksempel på, hvad filmkunsten kan: Føre os bort fra vores egen verden for en stund og måske pege os videre i en ny retning.

Bonnard, Pierre og Marthe

Filmen er et fransk drama om kunst og kærlighed. Så smukt filmet, at det er som om man selv befinder sig inde i billederne/malerierne af de smukke omgivelser udenfor Paris, hvor maleren Pierre Bonnard har slået sig ned med sin muse og hustru, Marthe.

Pierre Bonnard er kendt som ’lykkens maler’, men det er ikke idel lykke alle dage. Instruktøren Martin Provost slår ned i tre centrale perioder i deres samliv – i 1914, 1918 og 1942. Marthe er i sandhed en hjørnesten i Bonnards kunst og karriere. Hun optræder på mere end en tredjedel af hans værker.

Filmen havde verdenspremiere på Cannes festivalen i 2023.

Back to Black

Filmen ’Back to Black’ er en biopic om sangerinden Amy Winehouse, som døde alt for tidligt kun 27 år gammel i 2011 på grund af alkoholforgiftning. Marisa Abela indtager rollen som Amy, og filmen følger hendes tidlige liv, hendes vej til berømmelse og tilblivelsen af det banebrydende album ’Back to Black’, der sikrede hende flere Grammy-statuetter.

Amy Winehouse er historien om en engelsk pige af folket, som får opfyldt den ultimative popdrøm, men brænder op i selvdestruktiv omgang med sprut og stoffer, fordi hun har et hul indeni, som ikke kan fyldes.

For ni år siden lavede Asif Kapadia en ret definitiv dokumentarfilm om Winehouse: ’Amy’, som skabte et indblik i stjernen og hendes tragiske skæbne, der kammede over i selvhad og misbrug.

Instruktøren af denne film, Sam Taylor-Johnson, satser tilsyneladende på at have hjertevarmen på sin side.

Fuld af kærlighed

Ud fra traileren at dømme er denne film et originalt, rørende og uforudsigeligt dansk drama, som vi glæder os til at se i biografen. Instruktøren Christina Rosendahl, som vi kender fra ’Idealisten’ og ’Vores mand i Amerika’ tager i filmen fat i mange danskeres afhængighed af alkohol som en nødvendighed for at kunne nyde hinandens selskab.

Men frem for endnu en fortælling om en alkoholikers afvænning er det først og fremmest en historie om, hvordan afvænningen påvirker de pårørende og handler om den underbelyste bagside af ædruelighed.

Lars Ranthe og Stine Stengade spiller forældrene Peter og Helen i den tilsyneladende helt almindelige danske familie med tre børn. Den ene af døtrene, Sofia, spilles af den unge Villbjørk Malling Agger, som spås en stor fremtid i dansk film.

The Garfield Movie

Og så skal vi have et gensyn med en elsket kat. Garfield har nemlig fået sin egen animerede spillefilm, og der er lagt danske stemmer på. Komikeren Simon Jul lægger stemme til Garfield.

Den verdensberømte, mandagshadende, lasagne-elskende og 100 procent inde-kat Garfield står overfor sit vildeste eventyr nogensinde. Han har nemlig pludselig mødt sin for længst forsvundne far, gadekatten Viggo, og tvinges – heldigvis sammen med Futte – væk fra sit meget magelige liv hos Harald for at slutte sig til Viggo i planlægningen af et fuldstændig vanvittigt røveri.

Det kan kun blive spændende for børn og barnlige sjæle. Dog over 7 år, siger censuren. Ham Garfield kan jo godt rode sig ud i farefulde situationer og befinde sig i dystre hjørner, så det skal man have alderen til at kunne holde ud, når man ser det på det store lærred.

Kilder: Soundveue, filmmagasinet EKKO, IMDB, Rotten tomatoes