Kunst med inspiration fra Lapland og Sverige
Ingegerd Lagerlöf Spanner udstiller i Pavillonen.
Pavillonen er 3. maj til 21. juni ramme om en udstilling med værker af Ingegerd Lagerlöf Spanner.
Ingegerd Lagerlöf Spanner er opvokset i Lapland og Sverige. Denne opvækst har inspireret og gør det stadig. Det ses i de stærke farver, efterårets intense kulører, vinterens kompakte mørke, poesi, drømme og surrealisme, som former det billedsprog hun bruger. En svensk kunstkritiker har skrevet om Ingegerds værker:
”Der er realitet og nærhed, med et let naivistisk træk i bunden, som svinger sig ud på fantasiens vinger, og skaber surrealistiske stemninger med forskellige kunstgreb, som gennemføres blandt andet ved hjælp af collageindslag. En billedverden af frihed og bevægelse - en idealisering af noget andet end hverdagen”.
Udstillingen har fernisering fredag 3. maj kl. 17, hvor der er fri entré inklusiv et glas vin.