Fortsæt til indhold

100 børn trodsede øsregnen og gennemførte centimetermaraton

Der skal mere end lidt regn og blæst til at stoppe Hinnerups seje børn.

Kultur og byliv

Der var bestilt godt vejr til fredagens Rasmus Klump centimetermaraton i Hinnerup, men det virkede lidt, som om bestillingen ikke var gået igennem til vejrguderne. Øsregnen stoppede dog ikke den gode stemning og det høje humør, da lidt over 100 børn kastede sig ud i at løbe 42.195 centimeter.

»Trods regnen stod masser af glade børn, forældre og bedsteforældre klar i regntøj og gummistøvler. Og de glædede sig helt vildt. Børnene var så kvikke til at løbe, at de første kom i mål, før de sidste var sendt afsted,« fortæller Annette Kjeldbjerg fra annonceafdelingen på Lokalavisen Favrskov.

Det var Lokalavisen Favrskov, Børneulykkesfonden og Hinnerup Handel, som havde inviteret til den festlige løbedag i Hinnerup midtby, godt hjulpet på vej af Natteravnene Hadsten-Hinnerup.

Ud over at løbe kunne børn og voksne også møde selveste Rasmus Klump, hvilket altid er et stort hit.

Overskuddet fra løbet går til legeheltene på Randers Sygehus.

Ud over at løbe kunne børn og voksne også møde selveste Rasmus Klump, hvilket altid er et stort hit. Foto: Annette Kjeldbjerg