Fortsæt til indhold

"Jøden" spår »snæver« finale-sejr på 6-0, og Tantholdts redaktør kan ringe ligeså tosset han vil

En række kendte AGF-fans fortæller her, hvor de skal se torsdagens udsolgte pokalfinale mellem Silkeborg og "De Hviie" og spår samtidig også kampens resultat.

Kultur og byliv

Michael Mühlebach Christiansen, Jøden

rapper og vært på Jyllands-Postens AGF-podcast ”Hvid Røg”

Michael 'Jøden' Christiansen er den ene halvdel af Jyllands-Postens AGF-podcast 'Hvid Røg' - torsdag er han i Parken. Foto: Gregers Tycho

Hvor skal du se pokalfinalen og med hvem?

Jeg skal naturligvis se finalen i Kattebakken (Parken, red.). Jeg tænker, at jeg skal se kampen med 22.000 af mine nærmeste AGF-venner. Mine drenge fra Den Evige Nedtur og jeg spiller i fanzonen inden kampen, så det bliver nok dem, jeg står sammen med.

Hvad er dit bedste pokal-minde med AGF?

Da vi kvalificerede os til finalen i 2016 var en af de helt store, og vi var så tæt på at miste billetten, fordi publikum stormede banen. 1996 er naturligvis også en kandidat baseret på et legendarisk team. Men jeg var på stadion i 1992, da vi vandt pokalen på hjemmebane, mindet er stadigvæk brandvarmt. Jeg var ung og naiv og regnede med, at medaljer og pokaler nu var en regelmæssig ting. Nu er jeg en gammel realist, men mindet lever evigt. Ligesom loyaliteten.

Hvad ender kampen 9. maj?

Jeg har en mistanke om en snæver AGF-sejr på 0-6.

Rasmus Tantholdt

journalist, TV2

Rasmus Tantholdt i Parken sammen med sønnen Emil: »Jeg under ham så utrolig meget, at AGF vinder et eller andet - så han har en pokal, han kan klaske ind i hovedet på dem, når de driller ham,« siger TV2-journalisten. Privatfoto

Hvor skal du se pokalfinalen og med hvem?

Jeg skal se kampen på nedre B sammen med min søn Emil og nogle af hans venner og med nogle af mine venner. Det er første gang, jeg er til finale med min søn, så det er ekstremt specielt. Der var jo godt nok en pokalfinale i 2016, men der var jeg i Brasilien - så det er første gang, vi skal se en finale sammen.

Og jeg har jo opdraget min søn til at holde med AGF. Han fik en AGF-sut i munden og en AGF-sparkedragt, da han var cirka to sekunder gammel. Men han er vokset op i København, derfor har jeg selvfølgelig også haft lidt dårlig samvittighed over, at den klub, som jeg ligesom har tvunget ham ind i, at den aldrig nogensinde på noget tidspunkt i al den tid, han har levet, har vundet noget som helst.

Og han er blevet udsat for mange drillerier - både i folkeskolen og andre steder - fordi han holdt med AGF. Så jeg under ham så utrolig meget, at AGF vinder et eller andet - så han har en pokal, han kan klaske ind i hovedet på dem, når de driller ham. Derfor betyder kampen torsdag også ekstremt meget.

Hvad er dit bedste pokal-minde med AGF?

Det er 1996-finalen, hvor jeg var ung reporter på Aarhus Nyheds TV. Jeg havde fået muligheden for at lave en tv-reportage, og det er en af mine allerførste tv-reportager nogensinde.

Jeg fulgte med en bus fuld af AGF-fans fra Aarhus til København og tilbage igen og fik akkreditering til Parken, hvilket var meget stort for mig. Og hvis du går ind på YouTube, så løber Tøfting ned langs den ene bagside, efter han har scoret til 2-0, og der kan du se, at jeg står i baggrunden i en blå jakke med sådan lidt halvlangt hår og jubler. Det skal man selvfølgelig ikke, når man er reporter med en akkreditering.

Det blev dog alligevel en - synes jeg selv - utrolig god reportage. Og den havde jo alle elementer. Den havde forventningen op til kampen, bussen på vej derovre, sejren i Parken over Brøndby på 2-0 - og turen hjem, som jo bare var en gigantisk fest. Og så er det klart, at når du er afsted som reporter, så er man jo også på arbejde, så jeg kunne jo ikke stå og drikke bajer. Men jeg var stadig super, super, super glad. Så her, mange år senere, så har jeg også taget det med mig fra den oplevelse, at jeg ikke skal være på arbejde, når AGF spiller en pokalfinale. Uanset hvad der sker - så kan min redaktør ringe alt det, han vil.

Der er dage, der er hellige for mig; det er min søns fødselsdag, min kones fødselsdag, juleaften og når AGF er i en pokalfinale.

Hvad ender kampen 9. maj?

Jeg kunne godt forestille mig, at det bliver sværere, end vi lige tror. Men jeg tror på 3-2 til AGF. Jeg er dog bange for, vi kommer bagud i kampen - især efter jeg så Silkeborg spille mod FC Midtjylland. Og jeg er ikke sikker på, vi klarer den i ordinær tid. 2-2 efter 90 minutter, så går vi i forlænget spilletid, og så vinder AGF 3-2, fordi Frederik Tingager hopper op og stanger den ind på et hjørnespark.

Anja Pil Overby

journalist og tilrettelægger, DR

Anja Pil Overby skal afsted med de samme, som hun var afsted med til finalen i 1996. Privatfoto

Hvor skal du se pokalfinalen og med hvem?

I Parken på øvre B sammen med min gymnasieven Frans og andre gamle venner. Det er faktisk de samme, som jeg stod med i 1996, da vi vandt pokalen.

Hvad er dit bedste pokal-minde med AGF?

1996 var en kæmpe oplevelse. Det var et vidunderligt hold, og mange af spillerne som Piechnik, Thorninger, Flo og Jørgensen er stadig på mit drømme-hold. Samtidig var ugerne omkring finalen jo vanvittige. Vi lå til at vinde mesterskabet, og der var den afgørende pokalsemifinale mod Herfølge, hvor Gunner Lind scorede i begge ender – først selvmål, og så det afgørende som sendte os i finalen (på et tidspunkt hvor mange var skredet fra stadion). Vi rejste jo til København med følelsen af, at AGF var verdens bedste hold og ja, så vandt vi. Den dag var jeg helt lykkelig.

Men det kunne også noget at vinde på hjemmebane i 1992, hvor vi alle sammen løb ind på banen bagefter og omringede spillerne, og alt var kaos.

Hvad ender kampen 9. maj?

3-1 til AGF.

Conrad Molden

standup-komiker

Conrad Molden fik engang lavet en hættetrøje ud af et AGF-sengesæt - på torsdag må anden halvleg ses på Molslinjen. Foto: Anders Michaelsen

Hvor skal du se pokalfinalen og med hvem?

Jeg flyttede i januar fra Aarhus til København, så den oprindelige plan var at se kampen i Parken sammen med min søn. Eneste problem er dog, at 9. maj skal jeg om aftenen optræde til Galten Byfest. Så kl. 18.00 er jeg på færgen på vej mod Aarhus. Det betyder, at jeg kommer til at se anden halvleg på min computer med en Ceres Top i cafeteriet.

Hvad er dit bedste pokal-minde med AGF?

Det var sjovt at følge med i Atlantic Cup (træningsturnering, red.) i 2020 og se dem vinde en turnering med hold som FCK, Brøndby og Slavia Prag. Mens alt andet føltes vendt på hovedet på det tidspunkt på grund af corona, så var det fantastisk at opleve, at der også skete noget positivt.

Hvad ender kampen 9. maj?

Helt klart en AGF-sejr, men Silkeborg får sikkert et mål til sidst. Jeg siger 2-1.

Niels Rasmussen

pølsemand ved Børnenes Kontor på Strøget

Niels Rasmussen har været AGF-fan i mere end 40 år og blev lidt af et fænomen i AGF-kredse ovenpå et interview, han lavede med DR Sporten i efteråret 2019. Arkivfoto: Anders Michaelsen

Hvor skal du se pokalfinalen og med hvem?

Den skal jeg selvfølgelig se i Parken på øvre B sammen med hele familien plus alle de andre, vi plejer at se fodbold sammen med, og vi bliver omkring 25 i den bus, vi har lejet.

Hvad er dit bedste pokal-minde med AGF?

Jeg har tænkt meget over det, og der er jo selvfølgelig, da vi spillede pokalfinalen på hjemmebane i Aarhus i 1992 og vinder. Det var jo en fed dag i solskin. Og så er der også semifinalen i 1996, hvor Gunnar Lind laver to mål - et i hver ende, og de spiller sig i finalen. Men skal jeg vælge ét, bliver det alligevel finalen i 1988, hvor de er fuldstændig undertippet, da de møder Brøndbys guldhold - og uanset om vi kan lide det eller ej - så var det et Brøndby-hold fyldt med gode spillere - Schmeichel, Laudrup, Vilfort og John Faxe - og jeg var selvfølgelig også derovre.

Hvad ender kampen 9. maj?

Jeg ved det kraftedme ikke. Jeg har jo en eller anden drøm om, at det bliver med mange mål, men tror vi ikke bare, at AGF vinder med 1-0? På et mål af Patrick Mortensen, selvfølgelig. Og skulle den nu gå i forlænget spilletid, så vinder vi vel på straffespark til sidst, og så er det bare et spørgsmål, om nerverne kan holde til det.

Knud Lind

radiovært på ”Formiddag på 4’eren”, DR

Radiovært Knud Lind skal se finalen i Parken med venner fra fanfraktionen 'Tossehjørnet'. Privatfoto

Hvor skal du se pokalfinalen og med hvem?

Jeg skal naturligvis se pokalfinalen i Parken - ligesom jeg har set AGF’s to foregående pokalfinaler i Parken I 1996 og 2016. Det er i øvrigt også de eneste to gange, jeg har set fodboldkampe i Parken. Jeg skal se kampen sammen med mine venner fra fanfraktionen Tossehjørnet.

Hvad er dit bedste pokal-minde med AGF?

Mit bedste pokalminde var, da jeg så AGF vinde pokalfinalen i 1996 med 2-0 over Brøndby. Thorninger med legendarisk assist til Tøfting, der header den i mål til 2-0. Det står knivskarpt i min erindring.

Hvad ender kampen 9. maj?

Kampen ender 4-0 til AGF - det er i øvrigt altid min forventning, hver eneste gang AGF spiller kamp.