Leon Andreasen: Fra bondeknold til succesrig forretningsmand

De færreste havde vist troet, at Leon Andreasen kunne føre sin energi og sine initiativer fra fodboldbanen ud i erhvervslivet med samme succes som på grønsværen. Det er ikke desto mindre sket.

Begge steder har han, der kom fra den lille klub Hammel GF til AGF, arbejdet sig op fra bunden.

I fodbold endte han på landsholdet, og i dag er den tidligere landsholdsspiller direktør for og medindehaver af den blomstrende tyske tøjvirksomhed Kleinigkeit, som han har startet sammen med forretningspartneren Steffen Grosskurth.

Kleinigkeit, der på dansk betyder ”en lille ting”, producerede i 2015 små figurer til at sætte på tøjet, og året efter gik Leon Andreasen ind i virksomheden, der udvidede sortimentet med én T-shirt til mænd og én til kvinder.

»Vi startede helt fra bunden. I dag har vi en stor kollektion med alt fra kjoler til jakkesæt og børnetøj,« fortæller Leon Andreasen på vej til Cuxhaven til åbningen af den første flag­ship store, der udelukkende sælger Kleinigkeit-produkter.

I 2022 omsatte Kleinigkeit Textil GmbH for over 50 millioner kroner, og firmaet med 25 fuldtidsansatte er repræsenteret i næsten 600 forretninger i Tyskland, Schweiz og Østrig. Endnu sælges Kleinigkeit-produkterne ikke i Danmark.

»Vi har simpelthen haft for travlt med at opbygge vores hjemmemarked,« siger direktør Andreasen, der har skabt ikke så lidt af et forretningseventyr som iværksætter i det tyske, hvor han fortsat bor i Hannover. Her sluttede hans fodboldkarriere i 2016 i Hannover 96.

20 A-landskampe

Leon Andreasen spillede 97 kampe for Bundesliga-klubben Hannover 96 fra 2009 til 2016 i en karriere, der også bød på 20 A-landskampe for Danmark.

»At spille for sit land er noget af det ypper­ste, man kan opnå i sin fodboldkarriere. Det var nogle fantastiske år med kampe på allerhøjeste niveau. Desværre var jeg uheldig med skader, så jeg kom aldrig med til en slutrunde. Det ville jeg gerne have opnået, og det ærgrer mig i dag,« siger Leon Andreasen, der debuterede på landsholdet 24. marts 2007 i en EM-kvalifikationskamp mod Spanien på Estadio Santiago Bernabéu i Madrid.

Forinden havde Leon Andreasen spillet hele 23 U21-landskampe, og uden skaderne kunne det være blevet til en endnu mere glorværdig karriere i nationaltrøjen, inden den sluttede med en venskabskamp mod Tyrkiet i september 2014.

Det var dog Leon Andreasens tredje A-landskamp 2. juni 2007 i Parken mod Sverige, der trak de helt store overskrifter.

Danmark var kommet rædselsfuldt fra start, og efter bare 26 minutters spil scorede Sverige til 3-0 og var tilsyneladende på vej mod en sikker sejr.

Leon Andreasen blev sendt på banen kort efter i stedet for Jan Kristiansen fra FC Nürnberg, der ikke havde en af sine bedste dage, og indskiftningen var med til at stabilisere det danske spil.

Daniel Agger reducerede inden pausen til 1-3, Jon Dahl Tomasson gjorde det til 2-3 i det 62. minut på oplæg fra Nicklas Bendtner, og Leon Andreasen udlignede i det 76. minut til 3-3 på et ikke specielt godt spark med venstrefoden. Men målet talte og resulterede i et mirakuløst dansk comeback.

Nu havde det danske hold momentum, og der begyndte at tegne sig et billede af, at det her ville ende med mindst uafgjort.

Fodboldtossen tabte kampen

Men så kom kampens dramatiske højdepunkt efter 88 minutters spil, hvor det hele sluttede som et stort dansk mareridt.

Ved et hjørnespark til Sverige mistede Christian Poulsen besindelsen efter provokationer fra den svenske angriber Markus Rosenberg, og danskeren endte med at sende et knyt­næveslag i maven på svenskeren.

I første omgang var der ingen reaktion, men linjedommeren havde set episoden, og efter en kort konsultation med den tyske dommer, Herbert Fandel, kom konsekvensen: Straffespark og udvisning af Christian Poulsen.

Men det skulle blive endnu værre, da en Dannebrogsklædt tilskuer, der befandt sig bag målet, sprang ind på banen og gik til angreb på Herbert Fandel. Michael Gravgaard havde set optrinnet, og han forsøgte at stoppe baneløberen. Men det lykkedes kun delvist, da »fodboldtossen« fik fat i dommerens nakke.

Kampen blev afbrudt, og dommergruppen forlod banen og gik i omklædningsrummet. Efter nogle tumultagtige minutter blev de to holds anførere kaldt ind til dommeren, der bekendtgjorde, at kampen definitivt var stoppet. Kort efter kom meddelelsen på storskærmen: »Kampen er slut. Danmark taberdømt 0-3.« Straffesparket blev aldrig taget.

»Det var både et højde- og lavpunkt i min landsholdstid. Den bedste og samtidig værste oplevelse. Tænk at komme tilbage efter 0-3, og at jeg scorede til 3-3, for så at gå fra banen som taber med 0-3. Det var en rutsjebanetur af følelser uden lige og helt igennem underligt,« erindrer Leon Andreasen.

Det nederlag kostede dansk deltagelse ved EM-slutrunden i 2008 i Schweiz og Østrig.

Kampen fik i øvrigt et bemærkelsesværdigt efterspil. Leon Andreasen havde fået en advarsel undervejs, og da det var hans anden i turneringen, ville det betyde karantæne i næste kamp. Den beslutning fastholdt UEFA, så landstræner Morten Olsen måtte skifte Leon Andreasen ud til kampen mod Letland fire dage senere.

Disciplin på Hessel Gods

Leon Andreasen havde hele sin fodboldopvækst i Hammel GF, men badminton og bordtennis trak lige så meget.

Først da han i 10. klasse blev elev på Hessel Gods Fodboldkostskole, hvor Lars Lundkvist, Flemming Povlsen og Kent Nielsen var blandt underviserne, blev fodbold førsteprioritet.

»Jeg var lidt af en rod i Hammel og kunne godt være blandet ind i noget ballade i weekenderne, så i samarbejde med min mor kom jeg på Hessel Gods. Det var lidt af et wakeupcall for mig. Jeg lærte disciplin med træning to gange om dagen. Her fandt jeg kærligheden til fodbold,« siger Leon Andreasen, der under opholdet i Grenaa blev inviteret til prøvetræning i AGF og skiftede til Aarhus-klubben.

Som yngling spillede han i AGF med Jesper Tollefsen som træner, og indimellem blev der mulighed for at snuse lidt til superligatruppen.

Herfra kom der bud efter Leon Andreasen, da forsvarsspilleren Jesper Andersen brækkede kæben i en træningskamp i Spanien. Den unge Andreasen blev fløjet ind som substitut, og umiddelbart efter træningslejren i Cádiz fik han tilbudt fuldtidskontrakt med AGF.

Tak til John Stampe

I 10. runde af 2001-2002-sæsonen fik den 18-årige Leon Andreasen debut på førsteholdet, da han kom på banen i anden halvleg hjemme mod Silkeborg. Ugen efter startede forsvarsspilleren inde mod FC København i Parken, og i den sæson blev det til spilletid og tre mål i 15 af de 22 resterende kampe.

Det var i høj grad træner John Stampes fortjeneste, at Leon Andreasen kom på førsteholdet. John Stampe kunne se det store potentiale i den centrale forsvarsspiller, og træneren var ikke bange for at give ham chancen på førsteholdet i en ung alder.

»Jeg kom jo som bonderøven ude fra Hammel, og uden John Stampe var jeg aldrig kommet til at spille på højt niveau,« mener Leon Andreasen.

Sæsonen efter opnåede han spilletid i 32 af 33 mulige kampe. Gennembruddet var en realitet for det arbejdsivrige energibundt.

Det blev til 112 kampe og 19 mål i den hvide trøje, indtil Bundesliga-klubben Werder Bremen kom på banen i 2005. Leon Andreasen blev solgt for omkring 10 millioner kroner, og fra 1. juli 2005 var han Werder Bremen-spiller.

»AGF vil altid være noget særligt for mig. Vi havde et ekstraordinært godt sammenhold og gik på Mackie’s Pizza efter hver kamp, uanset om vi havde tabt eller vundet. Da jeg rykkede til udlandet, kom jeg virkelig til at savne det sammenhold. Det har jeg aldrig oplevet andre steder. I udlandet var holdene i højere grad opdelt i kliker.«

Klopp fandt den rette plads

Leon Andreasen fik en forrygende start i Werder Bremen i efteråret 2005 med fast startplads i Bundesligaen og tre kampe i Champions Lea­gue, og det førte til landsholdsudtagelse til VM-kvalifikationskampene mod Grækenland og Kasakhstan – dog uden at han kom på banen.

Men i Werder Bremen begyndte det efterhånden at knibe lidt med spilletiden, og i vinterpausen 2006-2007 blev den centrale forsvarsspiller udlejet til FSV Mainz 05. Her var Jürgen Klopp træner, og det var ham, der for alvor fik Leon Andreasen til at falde til på midtbanen.

»Han sagde: Her skal du spille. Og på midtbanen kom jeg til at føle mig bedst tilpas,« siger Leon Andreasen, der i resten af karrieren foretrak den position.

Han blev fast mand i Mainz på den centrale midtbane, hvor han spillede 15 kampe og scorede fire mål det forår. Det førte til debuten på landsholdet.

Retur i Werder Bremen blev Leon Andreasen i 2008 solgt til engelske Fulham FC i London. Her nåede han 21 kampe inden et nyt lejemål for at få mere spilletid. Denne gang til Hannover 96, hvor han spillede 11 kampe og scorede to mål. Det gav midtbanespilleren en permanent kontrakt med Bundesliga-klubben.

Holdkammerats selvmord

I Hannover skulle Leon Andreasen opleve en af tysk fodbolds mest tragiske øjeblikke i november 2009. Den 10. november begik den tyske landsholds- og Hannover-målmand Robert Enke selvmord ved at kaste sig ud foran et tog. Han døde kun 32 år gammel.

Robert Enke, der blandt andet også havde spillet for FC Barcelona og Benfica, var ramt af en dyb depression efter at have mistet en toårig datter nogle få år forinden.

»Det var et meget stort chok, da jeg blev ringet op og fik beskeden,« fortæller Leon Andreasen, der naturligvis var meget rystet over holdkammeratens selvmord.

Efterfølgende blev der 15. november 2009 holdt en rørende mindehøjtidelighed på en fyldt AWD-Arena med 45.000 deltagere. Robert Enkes kiste var dækket af hvide roser og blev båret af seks af hans holdkammerater.

Hannover 96 besluttede at ære målmanden ved aldrig igen at benytte trøje nummer 1, og det tyske fodboldforbund aflyste en planlagt landskamp for at vise respekt.

»Enkes død har ført til, at der i offentligheden er blevet mere fokus på depressioner i fodbold,« fortæller Leon Andreasen om selvmordet, der påvirkede hele den tyske fodboldverden.

Alvorlige skader stoppede karrieren

Det kunne være blevet til meget mere end de 97 kampe for Hannover 96, hvis ikke to alvorlige skader satte danskeren ud af spillet.

Først kostede en alvorlig lyskeskade hele to års pause for Leon Andreasen.

»Jeg havde betændelse i lysken og måtte gennem den ene operation efter den anden. Det ødelagde to år af mit fodboldliv,« fortæller han.

Fighteren kæmpede sig dog tilbage, og det blev igen til fast spilletid i Hannover.

»Jeg spillede virkelig godt, og det så rigtig lovende ud på det tidspunkt,« siger Leon Andreasen.

Han talte blandt andet med Bayer Leverkusen om et klubskifte, men bare to dage efter gik det helt galt igen. Foden satte sig fast i et hul på banen på Hannovers stadion, der kun var nødtørftigt repareret efter en koncert, og det kostede et overrevet korsbånd.

»Det var bare vildt uheldigt,« husker Leon Andreasen, der herefter indstillede karrieren i foråret 2016. Sidste kamp var 19. december 2015 på et udsolgt stadion mod Bayern München.

Dermed blev det aldrig til det comeback i AGF, som midtbanespilleren oprindeligt havde håbet på, og i dag har han ingen planer om at flytte tilbage til Aarhus. Hans hjem er Hannover.

Ham ude fra Hammel

»Fodbold har givet mig helt fantastiske oplevelser, og AGF vil altid være min klub. Livet med fodbold har også givet mig en masse gode bekendtskaber, som jeg sætter stor pris på. Jeg har altid bestræbt mig på at være den samme som menneske, selv om jeg har tjent penge på fodbold. Jeg vil altid være ham ude fra Hammel,« siger den danske tysker.

I Hannover følger Leon Andreasen klubbens hjemmekampe på stadion sammen med sønnen Luis, og Kleinigkeit er sponsor for Mainz 05 samt tre håndboldklubber, men bortset fra det er han i dag ikke involveret i sport.

Tiden og energien skal bruges på fortsat at udvikle Kleinigkeit.