Oplev tonerne fra børnenes fremtid
Torsdag 16. maj er FN’s internationale dag for at leve sammen i fred. Det markerer Randers Bibliotek med uropførelsen af en ny sang om børnenes ret til at blive hørt om fremtiden, skriver biblioteket i en pressemeddelelse.
Mikkel Frost har skrevet sangen ”We are the future”, som bliver opført for første gang på Randers Bibliotek på Fredsdagen.
»Man kan føle sig så magtesløs, når man sidder hjemme i stuen og ser billeder fra den ene krig efter den anden. Jeg tænkte; hvad kan jeg selv bidrage med? Jeg skal ikke have nogle våben, og vi skal heller ikke give våben til vores børn - men de kan få en stemme, og den kan jeg give dem via musikken,« fortæller Mikkel Frost, musiker og lærer på Ugelbølle Friskole.
»Det er min opfattelse, at teksten udtrykker børnenes håb for fremtiden. Og min drøm er, at den internationale dag for fred hvert år bliver markeret med børnene i centrum på alle landets biblioteker og skoler fremover,« siger sangskriveren Mikkel Frost, der selv akkompagnerer på guitar, når sangen bliver opført for første gang, sammen med sin makker Bjarke Houmann på bas.
75 børn fra 2. til 6. klasse fra Korshøjskolen og Vestervang Skole synger også med, og opførelsen bliver streamet live på Randers Biblioteks facebookside.