Fortsæt til indhold

Det bliver heavy!

Gaffa-anmelder Alexander Hemstedt gør dig klogere på Rammstein

Kultur og byliv

Alexander Hemstedt er anmelder på musikmagasinet Gaffa, og betegner sig selv som Rammstein-ekspert, og har tidligere udtalt til Gaffa:

»Jeg betragter Rammstein som et helkunstværk og som ambassadører for tysk sprog og kultur. Siden tysk er mit modersmål står jeg gang på gang imponeret over, hvor meget seks-mands-bandet med medlemmer fra den tidligere DDR får millioner af mennesker til at synge og lære tysk. Bandet er, for mig at se, yderst relevant, da der ingen pendanter er til dem,” og uddyber: ”Det amerikanske Rolling Stone Magazine skrev ”The best show on Earth, something you must see before you die”, og det er så sandt, som det kan blive. Ud over showelementet er Rammstein også enestående i forhold til deres tekstunivers, hvor tit ømme emner og tabuer som fremmedhad samt Tysklands historie bearbejdes”. Alexander Hemstedt tilføjer endvidere: ”Efter “Lindemann-Gate” (tiltale imod Till Lindemann for seksuelle krænkelser i forbindelse med såkaldte after-afterparties efter gruppens koncerter) har bandet fået endnu mere opmærksomhed end før. Som troværdig foredragsholder og som den, der har dækket sagen formentligt mest herhjemme, er jeg naturligvis nødt til at komme kort ind på emnet. Men hovedfokus ligger selvfølgelig på kunstværket Rammstein og deres musik.«

På Hørning Bibliotek, Rådhusloftet onsdag 22. maj klokken 19, vender han Rammstein på vrangen, fremgår det af en pressemeddelelse.

Til foredraget kommer du med på en rejse, der fortæller om Tysklands største kultureksport: Rammstein. Få svar på nogle af de mange spørgsmål: Hvem og hvad er Rammstein? Hvorfor er Rammstein unikke? Må man fortsat lytte til Rammstein til trods for ”Lindemann-Gate”? Hvilken betydning har og havde bandets album og udvalgte sange for bandet og ikke mindst metal- og hard-rock-musikken? Hvilken betydning har Rammstein som helkunstværk i dag?

Musikformidler, skribent og anmelder for Skandinaviens største musikmagasin GAFFA, Alexander Hemstedt, er også GAFFAs Rammstein-ekspert. Han har eksempelvis været med i “Go’ Morgen Danmark”, hos TV2 News, Radio4 (“Missionen” med Tony Scott samt “Genau” med Thomas Schumann), Radio 24syv (”Musik på 24syv” med Stine Omega) og Radio Victoria som Rammstein-ekspert.

Billetter til foredraget kan købes på biblioteket eller på bibliotekets hjemmeside