Fortsæt til indhold

Majstang med dans og musik

Folkedanserforeningen FC Grenaa inviterer til majstangsfest på Grenaa Strand.

Kultur og byliv
gs

Alle er inviteret til majstangsfest på Grenaa strand - voksne, børn, familier, venner, kolleger og almindeligt nysgerrige. Alle skal opleve denne smukke aften og hele forårsstemningen ved stranden. Det foregår på det grønne areal foran Klithuset (den tidligere Naturskole) onsdag 15. maj fra kl. 19 til ca. kl. 21, og det er helt gratis.

Arrangøren er Folkedanserforeningen FC Grenaa, og aftenen starter med spillemandsmusik fra et lille orkester.

Derefter bliver den store, imponerende og smukt pyntede majstang rejst op, efterfulgt af en festtale. I år er det Kenneth Sørensen, der vil give nogle inspirerende betragtninger, og indimellem synges også nogle sommersange. Derefter springer alle lige ind i fællesdansene omkring majstangen, som bliver ledet af Karen Lindballe.

Det er helt enkle folkedanse, hvor alle kan være med, både store og små og unge og gamle, dansere og ikke-dansere. Der er gerne en anseelig flok som deltager, og dansen går lystigt rundt på grønsværen og om majstangen. Man kan selvfølgelig også blot blive siddende og nyde hele stemningen.

Til sidst, når solen står lavt og det bliver køligt, trækker man ind i Klithuset og nyder den medbragte kaffe.