Musikskole inviterer til forårsfestival
Lørdag 25. maj vil Randers Midtby syde af skøn musik, fortæller Randers Musikskole i en pressemeddelelse.
Musikskolens elever vil nemlig igen i år optræde og vise, hvad de kan. Der vil være musik på tre koncertsteder samtidigt: Helligåndshuset, Sct. Mortens Kirke og en udendørs scene på Rådhustorvet.
Det er fortrinsvist musikskolens bands, kor, ensembler og musikværkstedshold, som vil vise resultatet af sæsonens arbejde.
På Rådhustorvets friluftsscenen kan man høre mange af musikskolens bands: Zeed, Band Q, Onsdagsbandet, The Wind, Under Construction, Helt Blankt samt Kids Stuff, Talentspireband og Rytmisk Talentlinjeband.
Hvis man er til korsang og kammermusik, kan man tage en tur i Sct. Mortens Kirke, hvor man kan høre korene Luna, 4Tunes, Teen Voices, Pixie Notes, Randers Teater Kor samt korister fra Growing Gospel. Samtlige kor opfører desuden to fællesnumre.
I kirken kan man også høre elever fra den klassiske talentlinje, en saxofonkvartet, musik for cello og blokfløjtemusik.
I Helligåndshuset kan man lytte til fire af musikskolens musikværkstedshold, en saxofonkvartet, Talentspirehold og en duo fra Rytmisk Talentlinje. Der vil desuden være guitarsammenspil og Det Lille Strygerorkester på programmet.
Der er gratis adgang til det hele.