Statist i stor forestilling arbejder til daglig i Grenaa
Når Ragnarok indtager den udendørs scene ved Moesgaard, er det med Pernille Schelander Pedersen, der arbejder i Grenaa, blandt de medvirkende.
Når Det Kongelige Teater den kommende måneds tid opsætter deres store udendørsforestilling Ragnarok på Moesgaard er det med et stort ensemble af både professionelle skuespillere, cirkusartister og statister. Blandt andet Pernille Schelander Pedersen, som til dagligt arbejder som teknisk support i Food Diagnostics i Grenaa. Det skriver Det Kongelige Teater i en pressemeddelelse.
Det er anden gang Pernille Schelander Pedersen medvirker i Det Kongelige Teaters store udendørsforestillinger. Første gang var som statist i Hobbitten ved Moesgaard Museum, og nu er hun, sammen med de øvrige medvirkende, klar på Ragnarok.
»Jeg meldte mig som statist til Ragnarok, da jeg i 2022 var med i Hobbitten, og det var en stor oplevelse at være en del af fællesskabet, og den fede oplevelse man får, når man står for 3000 publikummer om aftenen. At være med giver en særlig ro i en travl hverdag, samtidig med at man er social med andre og man sammen har et fælles mål. Det er en kæmpe oplevelse at være med i hele set-uppet!,« fortæller Pernille Schelander Pedersen.
Prøverne til Ragnarok er godt i gang ude på Moesgaard i den imponerende udendørskulisse, der fylder en stor del af landskabet på bakken bag museet.
Ragnarok er en ny dramatisk fortælling om de nordiske guder og Valhalla af Kim Fupz Aakeson. Den unge kriger Liv dør på slagmarken og genoplives i de nordiske guders Valhalla. Her møder hun blandt andet Odin, Thor, Frigg, Freja og Loke. Det går snart op for hende, at alt ikke er, som det skal være i asernes verden.
Forestillinge kan ses fra 24. maj til og med 29. juni.