Loppeparade i Vivild
Hos KFUM-spejderne afholdes traditionen tro et stort loppemarked den første lørdag i juni på Langhøjskolen i Vivild.
Er du drevet af en indre skattejæger eller er fokuseret på at gøre samfundet mere grønt og miljøbevidst eller du er blot på jagt efter en ny ostehøvl, ja så er KFUM-spejdernes loppemarked det rette sted. Spejderne lover, at der er gode muligheder for at gøre spændende og sjove fund, for der er alle mulige ting og sager til salg. Der er bøger og blade, cykler, lamper, elektronik, køkkengrej, legetøj, malerier, møbler, nips, julepynt og meget meget mere, fortæller de i en pressemeddelelse.
Der vil også være auktionsbod og tombola, samt posesalg til sidst, hvor man kan fylde en pose med lopper for en slik.
»Vi har dog altid brug for flere gode lopper, så har du ting og sager derhjemme, er det bare om at kontakte os nu,« siger Tim Skuldbøl, gruppeleder fra KFUM-spejderne i Vivild.
Loppemarkedet er årets store begivenhed for KFUM-spejderne i Vivild. Overskuddet fra årets loppemarked går til spejderne og til de aktiviteter, som de laver resten af året. Spejderne tilbyder blandt andet noget, de kalder ”familiespejd”, som er spejderaktiviteter for hele familien. Og i samarbejde med Langhøjskolen har de lige bygget en bålhytte ved Spejdergården, som de venter sig meget af.
»Vi er utroligt glade for, at der er mange frivillige og tidligere spejdere, som giver en hjælpende hånd til loppemarkedet. Dette er rigtigt vigtigt for vores spejderarbejde. Der skal også lyde en stor tak til Langhøjskolen, som igen i år lægger lokaler til,« siger Tim Skuldbøl.
Spejdernes loppemarked foregår 1. juni kl. 10-13.30 på Langhøjskolen i Vivild. Der vil også være salg af grillpølser og vafler, kaffe og kolde drikkevarer.