Fortsæt til indhold

Musikcollage skræddersyet til Præstegårdsstien henter inspiration i fuglesang, vindens susen, Bibelen og motorvejsstøj

Musikerne Karoline Hausted og Mark Davis har skabt soundtracket ‘Tilbage til Haven - Voices & Traces’ til en musikvandring i det smukke landskab ved Sneptrup. Vandringen har premiere 15. juni.

Kultur og byliv
bo

Musikerne Karoline Hausted og Mark Davis har sammen skabt soundtracket ‘Tilbage til Haven - Voices & Traces’ til den særlige tur ad Præstegårdsstien. I stedet for en fortællende stemme i ørerne tages du med på en lydvandring med musik skabt specielt til det smukke landskab i området ved Sneptrup.

Musikvandringen har premiere lørdag den 15. juni, hvor Karoline Hausted og Mark Davis’ musikalske fortolkning af Præstegårdsstien indvies med en åbningsceremoni klokken 13 på Sneptrupvej 4. Vil man deltage i musikvandringen, er det vigtigt at huske at medbringe hovedtelefoner og en mobiltelefon, musikken kan streames fra.

Præstegårdsstien ved Sneptrup Præstegård går gennem smukke marker og skove. Undervejs møder man Allan Bo Jensens træskulpturer inspireret af fortællinger fra Det Gamle Testamente. Udover at sætte gang i fantasien bliver de en slags “medvandrere” på turen.

»Vi synes, at Haven er en smuk metafor for det indre landskab, eller indre liv om man vil. Det er bevægende at træde ind over tærsklen, ind i Haven, som keruberne vogter med flammesværd, og følge trådene ind i de dybeste lag af menneskelig erfaring - dét som figurerne med hver sin historie fortæller om,« fortæller Karoline Hausted og Mark Davis i en pressemeddelelse.

Ligesom skulpturerne er de to med deres musik med til at give turen ad Præstegårdsstien en ekstra dimensione. Med harpe, guitar, piano, percussion, strygere, blæsere, kor og elektroniske elementer bevæger musikken sig fra mange lag til det helt minimalistiske.

For duoen har det nemlig været essentielt at skabe et varieret lydbillede svarende til variationen i landskabet. Samtidig har de tænkt stilheden ind i musikken for også at give plads til refleksion.

I arbejdet med at komponere musikken er de to musikere ved utallige ture langs stien blevet fortrolige med landskabet og naturens egen musik, skabt af fuglene, træer, vand og vind. Og ikke mindst menneskets egne lyde som fodtrin på skovbund, jord og grus.

Og oveni alt dette er motorvejens uophørlige susen, for på den ene side af Præstegårdsstien er E45 nemlig ved at blive udvidet med ekstra spor og kommer derved til at tage endnu mere plads i landskabet og i lydbilledet.

Derfor er dens tilstedeværelse svær at ignorere, mener de to musikere, der har gjort trafikstøjen til en del af musikken og vandringen med en invitation til at glædes over naturen og samtidig få os til at reflektere nærmere over vores rolle i den.

Efter premierevandringen er det muligt at få en snak med musikerne bag projektet og købe en kop kaffe i den gamle Sneptrup Præstegård.

Musikken til vandringen varer 40 minutter. Den bliver udgivet digitalt, får sin egen hjemmeside og kan streames/downloades og lyttes til som akkompagnement, når man går ad Præstegårdsstien. Projektet er støttet af Ovsted-Tåning-Hylke kirkers menighedsråd, Forkyndelsespuljen i Skanderborg Provsti samt AUTOR.