Fortsæt til indhold

TV 2 får lov til at vise dokumentar

Østre Landsret har afgjort, at en TV 2-dokumentar med navnet "Den Sorte Svane" gerne må blive vist på tv.

Kultur og byliv
/ritzau/

Østre Landsret har mandag afgjort, at TV 2 gerne må vise en dokumentar ”Den Sorte Svane”, selv om det er blevet forsøgt at nedlægge forbud mod at vise den i fjernsynet.

»Landsretten finder, at udsendelsernes tema må anses for at være af meget væsentlig samfundsmæssig interesse,« lyder det i dommen som en del af begrundelsen for afgørelsen.

Af dommen fremgår det, at personen, der har forsøgt at få nedlagt forbud mod at dokumentaren vises, optræder som en slags muldvarp i dokumentaren.

Vedkommende foretager skjulte optagelser af møder mellem sig selv og banderelaterede personer, forretningsmænd og advokater.

Møderne handler om hvidvask, svindel med forurenet jord og anden kriminalitet.

Det skal være sket med det formål at belyse samspillet mellem den kriminelle underverden og den etablerede forretningsverden i Danmark.

Østre Landsrets afgørelse er en stadfæstelse af en dom fra Københavns Byret.