TV 2 varsler prisstigning
En stigning på 30 kroner venter de TV 2 Play-abonnenter, der ønsker at se kampe fra Superligaen i næste sæson.
Danske fodboldfans, der vil se kampe fra Superligaen i næste sæson, kommer til at betale mere i abonnement hos TV 2 Play.
TV 2 Play-pakken, der indeholder sport med reklamer, stiger helt præcis fra 189 kroner om måneden til 219 kroner fra 1. juli. Det er en stigning på 30 kroner.
Det oplyser TV 2 Play i en mail, der er sendt ud til deres abonnenter. Her begrunder man det blandt andet med købet af dyre rettigheder til at vise kampe fra Superligaen.
»Vi vil gerne fortsat være en af danskernes foretrukne streamingtjenester. Derfor styrker vi hele tiden vores indhold inden for underholdning, reality, fiktion, dokumentar og aktualitet.«
»Vi har også løbende fokus på at kunne tilbyde de største og mest populære sportsbegivenheder. Blandt andet har vi sikret os rettigheder til Superligaen, der vil give adgang til nyt indhold i din pakke,« lyder det i mailen.
Fra 2024/2025-sæsonen kommer TV 2 til at vise fodbold fra Superligaen. Frem til 2030 deler TV 2 rettighederne til at vise kampe fra Danmarks bedste fodboldrække med Viaplay.