Northside: Et scoop, festaber og drømmen om et massivt angreb, der er gået i opfyldelse
Skal du med på Northside? Er du en af dem, der kan høre musikken hjemme i haven? Eller har du været fanget i festival-trafik? Det skyldes alt sammen, at Aarhus har besøg af genopståede legender, den perfekte popstjerne, og Partisanski, der slår hul i gulvet.
Fra torsdag 6.-8. juni er Aarhus ikke helt, som den plejer at være. Cirka 35.000 mennesker er samlet i Eskelunden til Northside Festival, og det sætter sit præg på byen både lydmæssigt og trafikalt.
Her er en række grunde til det. Hvis du er festivalgæst, må du ikke misse disse koncerter, og hvis du lytter med hjemme fra haven, er det bl.a. dem her, du kan høre lyden af:
Pulp – britpop-legende
Det er hele 26 år siden, det engelske band sidst spillede i Danmark. Pulp blev dannet i 1978 – dog med et andet navn - af den 15-årige sanger og guitartist, Jarvis Cocker. Han er i dag 60 år og har formået at skildre bunden af det engelske klassesamfund og uden filter beskrevet, hvor akavet og kikset sex også kan være. Pulp var en del af britpop-bølgen, der i 1990’erne lagde verden ned, og bandet blev kendt som en del af ”The Big Four” sammen med Oasis, Suede og Blur. Pulp gik i opløsning først gang i 2000’erne og har været gendannet et par gange siden. Lige nu er de igen på spil – spændende om det holder hele vejen.
Torsdag på Astra kl. 23.30
Et scoop: Perfekt pop
Den 28-årige australske sanger, sangskriver, model og skuespiller, Troye Shivan, er den perfekte popstjerne og en af tidens største queer-ikoner. Han er festivalens scoop og er Grammy-nomineret til ’Best Pop Dance Recording’ og ’Best Music Video’. Flere har udnævnt ham til en af de vigtigste popstjerner. Soundvenue beskrev albummet som ”nærmest revolutionerende”, mens Gaffa gav det maksimale seks stjerner. 22 milliarder streams, 10 millioner solgte albums gør ham til en særdeles indflydelsesrig verdensstjerne.
Torsdag på Echo kl.19.15
Hav med sikker familiefest
Som barn var Benjamin Hav introvert. Hans bedste ven var tv-apparatet. Det er gået over, og nu er centrum i et af landets vildeste liveacts. Han taler meget, tænker kringlet og er en af vor tids største satirikere: ”Al den ros. Alle de stjerner. Jeg behøver jo ikke spille mere. Det er kun min mor, jeg spiller for nu.” Har han bl.a. sagt. Bandet hedder Familien, og det spiller og danser igennem, så andre ikke kan være med. Selv lyssætningen er fuldstændig fantastisk. Benjamin Hav & Familien er en sikker fest.
Torsdag på Astra kl. 20.30
Den gode gamle
Den danske popgruppe, Loveshop, blev dannet i 1986 af blandt andre Jens Unmack, der er den eneste, som stadig er med. Han udgør ånden i gruppen, der står bag hits som ”I nat bliver det sommer” og ”Love goes on forever”. I 2021 udgav den albummet ”Levende mænd i døde forhold” og fik gode anmeldelser, så der vil blive budt på den vildeste nostalgi og noget helt nyt, når Jens Unmack & Co utrætteligt spiller op, selv om tragedierne har stået i kø gennem årene som f.eks. da guitaristen Hilmer Hassig blev trafikdræbt. Musikken stopper ikke.
Torsdag på Astra kl. 13-14.15
Veto er genopstået
Efter fem års radiotavshed gik de danske electrorockkoryfæer, Veto, igen gik på scenen med Copenhagen Philharmonics sidste år. Det skød gutterne fra Aarhus og Hinnerup i gang igen, og nu vender de hjem for at give koncert på Northside, hvor man kan høre deres musik fra de seneste 20 år som f.eks. ”We Are Not Your Friends”, ”You Are A Knife” og ”Cannibal”. Det er 12 år efter deres seneste besøg på festivalen og 17 år siden, at de var nomineret i hele syv kategorier og blev ’Årets Nye Danske Navn’ ved DMA.
Fredag på Nova kl. 22.15
Massivt angreb er en drøm
For Northside går en drøm i opfyldelse, når engelske Massive Attack sender sin legendariske elektromusik ud i den aarhusianske Eskelund. De blev corona-aflyst i 2020, men nu sker det. Duoen revolutionerede musikscenen, da de blandede alt fra soul-inspirerede melodier til dub grooves og hiphop beats, smed overlegen sampleteknik ind i mixet og på den måde opfandt hvad der senere blev døbt ’trip-hop’. De har udgivet banebrydende albums som Blue Lines, Protection og Mezzanine. Sange som ”Teardrop” og ”Inertia Creeps” har sat nye standarder.
Fredag på Astra kl. 23
Partisanski slår hul i gulvet
Orkestra Partisanski er et 10-mandsorkester med høje pels hatte, militærstøvler og spiller en musikstil, der bedst kan beskrives som sovjetisk balkan rock. Sangene leveres med en gebrokkent dansk-russisk accent, og teksterne kredser om en opdigtet Sovjetunion, hvor alle nyder livet under ikke-autoritær kommunisme. Deres rytmer tvinger publikum ud på dansegulvet, og enhver tanke om autenticitet er klart efterladt. Partisanski leverer så vild en fest, at publikum dansede hul i gulvet på Northside i 2022. Vil det ske igen i år?
Lørdag på Sideshow kl. 18.50
Den lokale pophelgen
Hun kæmper med angst og har mistet sin fætter Hugo Helmig til det mørke de begge har kæmpet med. Saint Clara har fundet vej til lyset via sin musik, og hun går klart igennem, når hun åbent og ærligt synger om det. Det sker igen i år på NorthSide, hvor hun er et af de få lokale indslag. 23-årige Saint Clara blev spottet som 15-årig og har trods sin unge alder allerede en del erfaring og en række hits i bagagen som ”Crazy” og ”A girl like you” og”Growing up sucks”. Hun er blevet tvangsvoksen af at udleve sin passion. Det vil hun også gøre i Eskelunden.
Lørdag på Echo kl. 14.15