Her har du aldrig været: Lige bag djævlen på taget af Aarhus Teater

Rundvisningerne i byens kulturinstitutionerne så populære, at alle billetterne er revet væk på et øjeblik.

Hvad med alle dem, der ikke fik en? De kan nu se her, hvad der sker bag, under og over scenerne på Aarhus Teater.

Der er intet mindre end 576 rum i det mere end 100 år gamle hus. Det er på 2.000 kvadratmeter, som fordeler sig på otte-ni forskudte etager. Gangene mellem dem er så krogede og trapperne er mange på de hele og halve etager. Det er som i Harry Potter, der tager toget til troldskolen Hogwarts fra perron 9 3/4.

Vi befinder os imidlertid i legendariske, men mindre eventyrlige Skolegade, hvor vi mødes i personaleindgangen med Marianne Phillipsen. Hun er teatrets historiker og arkivar.

Første stop på turen er nogle trin under gadeplan i et lavloftet rum, hvor musikerne sidder og spiller, når der er livemusik under forestillingerne. Instrumenterne står i en ukurant cirkel, så musikerne kan have kontakt med hinanden. Her er ikke noget publikum til stede. De sidder i salen ovenpå.

Musikerne er placeret lige under drejescenen. Der får de ind imellem besøg af skuespillere, der skal op igennem en af lugerne i scenegulvet. Det foregår via simple trappestiger, som står i skærende kontrast til det højteknologisk udstyr, der ellers er i det gamle lokale.

I 1920’ernes Chicago

Vi går ud af musikerbulen og nogle etager op i huset. Vi spadserer rundt i metervis af gange, der fører os forbi frokoststuer, garderober og tekøkkener. Alle steder hænger der plakater, fotos og malerier, som er med til at fortælle husets historie og som viser, at dette er en arbejdsplads med mange mennesker.

Det er torsdag formiddag, og huset summer, for det skal være klar til de tre premierer, der er lige rundt om hjørnet på både Studio, Scala og i Store Sal. Teknikerne er blandt andet i fuld gang med at opbygge den meget omfattende scenografi til musicalen Chicago. Der er op mod tyve teknikere i sving på denne hverdags formiddag.

Vi ser den fra oppe under taget på Store Sal. Og det er et imponerende syn. Bagvæggen er fyldt med tusindvis af lamper fra scenegulvet og helt op under loftet.

Ude på bagscenen står en meget stor trappekonstruktion, som skal køre ind og ud af scenen gennem stykket. Lige nu står der inde på scenen en anden konstruktion i første sals højde med plads til et helt band. Den kan køres helt ned og forsvinde under gulvet.

»Denne scenografi er en af de helt store. Der er 14.000 pærer i alt, masser af teknik og mange sikkerhedshensyn at tage,« siger Marianne Phillipsen.

Det er for farligt at gå helt op i toppen af scenetårnet til det sted, hvor scenetæpperne hænger, så i stedet vandrer vi igen gennem et virvar af gange og kantinen for at nå op i kostumeafdelingen.

Barok og rokoko-outfit

Frokosten er ved at blive stillet frem på tag-selv-bordet, mens en gruppe sidder omkring et af bordene og koordinerer i et hjørne af det sorte lyse lokale, der er åbent op til kip og har ovenlys vinduer.

Vi går op ad endnu en trappe i siden af lokalet og forsvinder ind i væggen gennem en dør. Nu er vi helt oppe på øverste etage med skråvægge.

Her er flere hundrede kvadratmeter gammelt mørkt trægulv, der med metalgitter-vægge er inddelt i rum efter rum med tøjstativer. De bugner af kostumer i alle former og farver og fra alle tidsaldre. Der er gamle damehatte, lak og læder, krinoliner, skotske tern og dyrekroppe. De hvide skjorter er samlet ét sted. Der er 82 at vælge imellem.

20.000 kostumer er der i alt plus det løse. Kun Det Kongelige Teater i København kan overgå det antal.

Når der er så mange muligheder, kan det være svært at finde præcis det, man har brug for. Det hjælper printede skemaer med. De hænger i stålnettet, så man hurtigt kan se, at der er 34 natkjoler, 52 pelsfrakker og 11 lange Holberg-veste. Jakkerne er inddelt i middelalder, renæssance, barok, rokoko, empire og Biedermeier.

Hylder af stålnet gør det muligt at udnytte hele lokalets højde og at se hatte, sko og skørter nedefra, og det giver nogle sjove kig. Blandt op under krinolineskørterne.

Lige bag djævlen på taget

Stedkendte Marianne Phillipsen viser vej op ad en trætrappe, der minder om en hønsestige og langs et meget lavt skråtag, hvor man ikke kan stå oprejst.

»Av for satan. Pas på hovedet her,« udbryder hun.

Hendes overkrop forsvinder op ad endnu en trætrappe. Hun har åbnet et skråvindue, som viser sig at være i teaterets tag. Når man stikker hovedet ud af det, ser man lige ind i ryggen på den kendte figur i toppen af taget. Det er et djævle-lignende fabelfigur.

Det er fuldstændig vildt pludselig at så bag den lille fyr med stor effekt. Avisen har gennem tiden bragt et væld af fotos og beskrevet den gådefuld udsmykning, som arkitekten Hack Kampmann står bag. Men aldrig før har vi været indenfor rækkevidde af Gargoil, som nogle kalder ham.

Han har en vild panoramaudsigt over hele byen. Man kan se Salling Roofgarden og The Rainbow på Aros til den ene side, hele vejen rundt til kranerne på havnen og tilbage til domkirken med Unity i baggrunden i det nordlige Aarhus.

Vi kravler ned igen og oplever hele turen på teateret i omvendt rækkefølge. Vi går igen gennem lokalerne med 20.000 kostumer, den lyse kantine, de mange trapper forbundet med gange, som snor sig gennem huset, og på mystisk vis ender vi helt ned i kælderen med buede lofter. Den er lager for et væld af rekvisitter.

Gennem Narnias skab

»Her var beskyttelsesrum under 2. verdenskrig. Hundredvis af aarhusianere samledes her, når luftalarmerne lød. Det var byens næststørste efter rådhusets,« fortæller historikeren.

Vi går ned i den oprindelige del af kælderen med gamle hvælvinger, der er numre over dørene, så man vidste, hvor man var i denne labyrint.

En af mange døre viser sig at føre ind i varmerummet, hvor der står snesevis af kandelabre. Langs muren i en af de lange, lave gange hænger 20 forskellige fægtekårder og gamle skydevåben. Inde i siderummene er der reoler med kassevis af kunstige blomster, et væld af drikkeglas, en rød, en gul og en hvid plastikhjelm. Og meget meget mere.

Vi går igen gennem en dør, og denne gang er det igen som klædeskabet i Narnia. Når man går gennem det er man pludselig i en anden verden. Det føles som om, vi går fra fortiden ind i nutiden. Her er fra gulv til loft helt ens hvide blanke metallåger, som gemme på el-tavler og måleudstyr. En tekniker har koblet en computer til en af installationerne og ved at indstille noget.

Efter endnu en dør møder vi et nyt univers. Her er smedeværkstedet med tunge maskiner og værktøj. Der er ikke noget vindue, men smedene har på væggen malet et – oven i købet med havudsigt.

Dette er et hus, hvor fantasien er i fuldt flor i alle kroge, og hvor man kan få illusioner til at leve. Inden jeg forsøger at åbne vinduet og kravle ud af det, fører Marianne Phillipsen mig sikkert tilbage til personaleindgangen og åbner besøgets sidste dør ud til solskin i Skolegade.