Aros har et hemmeligt skatkammer hvor man knap må trække vejret

Vi har sat os for at besøge byens hemmelige og ukendte steder, fordi alle billetter til rundvisninger i dem, bliver revet væk. Turen går denne gang til Aros, der netop har gennemført fire totalt udsolgte rundvisninger behind the scenes. De er sjældne, fordi det er en stor udfordring at tage gæsterne med i museets gemmer, og vi kan her løfte sløret for hvorfor.

Pølsebod i elevatoren

Vi bevæger os op gennem bygningens etager i elevatoren, der er på størrelse med en stue. Det rustikke rum er udsmykket med billeder på væggene, og elevatoren har ved festlige lejligheder fungeret som både bar og pølsebod. Det har været et godt indslag, når den ankommer på fest-etagen og slår dørene op.

»Den er en af de fedeste features, museet har. Jeg har gennem tiden været på mange andre museer, der er indrettet meget upraktisk i gamle bygninger med kringelkroge og knopskydninger, og hvor det er en stor hæmsko, at kunstværkerne ikke kan komme ind og ud,« siger Anne Mette Thomsen, der leder museets samling.

Hun havde æren af at måle elevatoren op for at tjekke, om kæmpeskulpturen af A Girl kunne være der og dermed komme ind på museet – i modsætning til et museum i Italien, hvor de måtte opgive at udstille hende. I Aarhus gik det lige.

Ikke røre en finger

Vi ankommer til den etage, hvor museets skatkammer er.

Det er et meget aflangt rum med gulv-til-loft skabsdøre, der alle har et stort drejehåndtag som dem på pengeskabe. Der står en række meget store værker på gulvet op ad væggen overfor skabene. De strækker sig over mange, mange meter.

Vi træder nogle skridt tilbage og overværer, at formidlingsudvikler Oskar Dreier Mydtskov drejer på et håndtag, så væggene bevæger sig, og man kan se ind mellem to af skabslågerne.

Derinde hænger at væld af værker fra gulv til loft, og vi skal blive på behørig afstand. De er så værdifulde og skrøbelige, at de absolut ikke må røres. Det er lige før, at man heller ikke må ånde på dem, for en konstant temperatur og luftfugtighed er vigtig.

Vi ser et 150 år gammelt guldaldermaleri komme til syne. Det forestiller en scene ved en brønd i en neapolitansk by hen under aften og er malet af Jørgen Sonne. Han er et stort navn og er kendt for sin udsmykning af Thorvaldsens Museum i København.

Ansvarlige Anne Mette Thomsen går forsigtigt ind mellem de gamle værker og nærstuderer deres tilstand. Her må gæsterne ikke være, for det kan gå helt galt.

»Når værkerne hentes frem og udstilles, bliver de udsat for håndtering, temperaturudsving og gæster, der måske kan finde på at se med fingrene. Det går slet ikke. Vi har en pligt som dansk museum til at bevare vores samling til al eftertid, og det må man sige er en meget lang tidshorisont,« forklarer hun og Oskar Dreier Mydtskov, der derfor passer godt på, hver gang de henter noget frem til udstilling.

Her i arkivet hænger kunsten i de optimale forhold, så om 150 år vil der være nogle andre end os, der står og ser på den.

Masser af historie

Stedet her har kun været åbent for gæster en enkelt gang, og det var i på 20 års fødselsdagen i år. Der fik et begrænset antal mennesker lov til at stå i den ene ende af lokalet.

»Hvis det skal ske igen, skal der udtænkes en særlig måde at gøre et på. For hvis nu nogen snubler og falder ind i et uerstatteligt Per Kirkeby-værk kan vi ikke forsvare det, hverken overfor andre gæster, eftertiden eller forsikringen,« siger formidleren og den ansvarlige.

Der er værker på størrelser med store stuevægge og nogle meget mindre. De er alt fra naturalistiske guldaldermalerier til de mest eksperimenterende collager i skrigende farver. Et af dem er et West Lang-værk. Han kom i sin lædervest fra Los Angeles og dekorerede en motorcykel, der var udstillet på Aros. Det var en kopi af kunstnerens atelier også, og han var med til at bygge det op her i Aarhus. Det tiltrak et helt andet publikum end det sædvanlige.

Den værdifulde samling rummer masser af historier og minder.

Et buet bibliotek

Vi må videre og lukker arkivet præcis, som man skal gøre det, og går derfra til et par af husets andre ukendte rum. Et af dem er det fysiske arkiv med håndskrevne papirer fra 1850’erne.

»Det er vores helt store info-centrum. Når vi ikke kan opdrive informationerne digitalt, må vi tilbage til papirarkivet,« siger Oskar Dreier Mydtskov.

Vi fortsætter til et mere nutidigt sted på museet. Det er et bibliotek med noget så sjældent som buede vægge. Fordi museet har runde former, må nogle af væggene nødvendigvis bue, og det gør de her. Rummet er designet til at være et bibliotek, der trods sin helt særlige form er tænkt som et hjerte i bygningen.

Stedet er fyldt med boghylder, som strækker sig meter efter meter fra gulv til loft i et rum, der er meget højt og meget smalt i den ene ende. Der er samlet unikke bøger og skrifter, som man kan komme og læse på stedet efter aftale.

Vi går ud af det stille bibliotek uden vinduer og gennem en dør lige ved siden af. Det er næsten som at gå gennem skabet i Narnia. Pludselig står vi igen ude i et lyshav nogle etager over det store åbne torv midt i Aros med mange mennesker og masser af lyde.

Vi er tilbage i den frit tilgængelige virkelighed.