Thomas Buttenschøn kickstarter ny Grundlovsfest
Grundlovens 175-års fødselsdag fejres på toppen af Danmark, nærmere bestemt Ejer Bavnehøj, hvor tre lokale ildsjæle har arrangeret en gratis Grundlovsfest.
Hvordan forener man en 175-års fødselsdag med en kagekonkurrence og en koncert med Thomas Buttenschøn? Det afsløres onsdag 5. juni, når Dannebrog går til tops på Ejer Bavnehøj.
I år er det nemlig 175 år siden, Danmark fik sin grundlov, og over hele landet bliver Grundlovsfesten derfor nytænkt, så det bliver en national festdag for både børn, unge og voksne.
Udover koncerten med Thomas Buttenschøn akkompagneres festlighederne af en Grundlovskagedyst, en debat i børnehøjde samt en quiz for børn og unge med gode præmier. Alt sammen i én, stor gratis Grundlovsfest på Ejer Bjerge.
En Grundlovsfest er traditionelt set en noget støvet størrelse med politiske taler og debatter for de voksne, men her tænkes der helt nyt, med flere nye og spændende tiltag, afslører Bent Jacobsen, Leo Fodgaard Hansen og Viggo Rasmussen, der har taget initiativ til den nye Grundlovsfest.
Jeg glæder mig til at være med til at genoplive Grundlovsfesten og sætte spot på vigtige emner som demokrati, frihed og vigtigheden af, at alle mennesker er lige meget værd – præcis som det står i grundlovenThomas Buttenschøn
»Børnene skal have et tættere forhold til demokratiet og til grundloven. Derfor er de – blandt andre ting – i centrum til vores Grundlovsfest. Og alle kan glæde sig til masse god musik, børnequiz med præmier, debat i børne- og ungehøjde, Grundlovskagedyst og Food Truck,« fortæller de tre lokale ildsjæle.
Thomas Buttenschøn på ”toppen”
Med til nyfortolkningen af Grundlovsdagen hører levende musik til festen, herunder en solokoncert med Thomas Buttenschøn, der er vokset op ved Odder.
»Jeg glæder mig til at spille på Ejer Bavnehøj, som jo ikke ligger langt fra min barndomsegn. Og jeg glæder mig til at være med til at genoplive Grundlovsfesten og sætte spot på vigtige emner som demokrati, frihed og vigtigheden af, at alle mennesker er lige meget værd – præcis som det står i grundloven,« fortæller Thomas Buttenschøn.
Snakken om grundloven, demokratiet, samfundet, fællesskabet og friheden begynder allerede ude på de lokale skoler op til Grundlovsfesten. De tre initiativtagerer samarbejder med Ejer Bavnehøj Skolen, Morten Børup Skolen og Ådalens Efterskole.
»I tiden op til Grundlovsfesten stifter eleverne bekendtskab med, hvad grundloven er for noget. For ingen børn fødes som demokrater, og vi har en konstant opgave i at uddanne børnene i demokratiet. Med børnene i fokus har vi derfor lagt vægt på en bred folkefest på tværs af partier og holdninger,« forklarer de.
Også eleverne fra det nye, fælles elevråd i Skanderborg Kommune kommer på banen og bliver vigtige spillere i den debat, som efter planen indleder Grundlovsfesten den 5. juni.
Ny Grundlovssang
Grundlovsfesten på Ejer Bavnehøj indeholder også en premiere på en helt ny Grundlovssang, som bliver præsenteret af tidligere kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen.
I løbet af foråret har Sangens Hus, Højskolerne og DR nemlig afholdt en konkurrence for at skabe en ny Grundlovssang. Konkurrencen blev vundet af Dy Plambeck og Marianne Søgaard. Deres sang hedder ’Der hvor du har hjemme’.
Grundlovsfesten er støttet af Folkeoplysningsudvalget, Venstrekredsen Skanderborg Odder Samsø, AOF og Socialdemokratiet i Skanderborg, Grundlovsfesten.dk i samarbejde med Ejer Bavnehøjs Venner.