Ry fejrede naboskabet og sammenholdet mens mørket faldt på
Solen samt en kæmpe indsats blandt byens butikker og virksomheder sørgede for, at Ry by Night blev en velbesøgt fest i byen.
Ry By Night sidste fredag blev en stor succes med masser af mennesker, der fyldte byens gader og skabte en fantastisk atmosfære.
Der var masser af aktivitet i boder, butikker, barer og andre steder, som bidrog til den livlige stemning. Mange valgte også at tage gratisbussen, og festen fortsatte flere steder i byen efter den officielle afslutning af arrangementet.
»Det var dejligt at se en blanding af børnefamilier og ældre borgere, der nød aftenen sammen. Folk kom tidligt og benyttede lejligheden til at hygge sig med aftensmaden flere steder i byen,« lyder det fra Simon Rønlev, der er chef for Ry+.
»Generelt er vi meget tilfredse med aftenen, og det er netop denne form for aktivitet, vi ønsker at stå for i Ry+. En aktiv bymidte med flere virksomheder og aktører, hvor det brede erhvervsliv bliver vist frem. Men selvom vi er meget tilfredse, så stræber vi altid efter at gøre det endnu bedre i fremtiden.«