Sølund under huden - Melankolsk forelsket gennem 25 år

Kan man være ramt af en kærligheds-melankoli og blive ved med at opsøge den igen og igen i 25 år? Og kan andre overhovedet forstå den kærlighed, der er rettet mod en verden, som de færreste af os har nogen indsigt i overhovedet?

Spørgsmålene trænger sig på hos Casper Dalhoff jo tættere vi kommer 8. maj. Dagen for lanceringen af hans fotobog ’Normal’, der i 106 sort/hvide billeder skildrer livet for de udviklingshæmmede i Landsbyen Sølund gennem de seneste 25 år.

»Jeg er naturligvis spændt på folks reaktion. Vil de synes, den er for meget, for tæt på, eller vil de se poesien? Og hvad med de pårørende og personalet på Sølund? Vil de se det i billederne, som jeg ser, eller tolker de dem i en hel anden retning.«

En vis form for blåstempling af fotobogen har Casper Dalhoff dog allerede fået, for da han besøgte Sølunds leder, Anne-Marie Kruse, for at vise hende udkastet til bogen, hang de billeder, han udstillede i 2003, stadig på kontoret.

»Det er klart, at det betyder noget for mig, hvordan lige netop Sølund tager imod bogen. Et er, hvad dem, der slet ikke kender til den her verden, ser i billederne. Noget andet er, hvad dem, der har en indsigt i den, mener. Deres mening vejer tungt. Lige som da jeg i 2003 vandt en stor fotopris med netop de fotografier her fra Sølund, og juryens kommentar var, at de var fotograferet med en poesi og en indlevelse, som havde det været min egen familie, jeg fotograferede. De ord rørte mig mere end prisen, fordi det netop var det, jeg gerne ville hen til,« forklarer han.

’Normal’ er ikke en journalistisk bog med billeder og tekst, der beskriver hverdagen på Sølund. Den består af et indledende essay, men der efter er det billederne, der taler. De beskriver stemninger og følelser og er fuldstændig åben for fortolkning.

»Der er ikke en facitliste i den. Der er ingen ord, der beskriver, hvad du ser. Det er udelukkende fotografier, som du må forholde dig til, som du har lyst. Hvis du ser de billeder en forårsdag med solskin, vil du sikkert se dem med én følelse, mens det samme foto en efterårsdag med regnvejr vil vække en anden følelse hos dig. Og så må du stille spørgsmålstegn ved din egen opfattelse af, hvad det vil sige at være normal. Holde dig selv op mod den her osteklokke af normalitet.« tilføjer han.

Melankolien har været med på rejsen, siden Casper Dalhoff som studerende på Journalisthøjskolen begyndte at fotografere i Landsbyen Sølund. Fotografier, som skulle indgå i hans hovedopgave som fotojournalist. Og den har fulgt ham trofast siden, når han er vendt tilbage for igen at fotografere beboerne på Danmarks største hjem for udviklingshæmmede.

»Melankolien er med hver gang, og den rammer mig totalt. Jeg opsøger den på mange måder. Men i kærlighed og ikke i en afstandtagende melankoli. Det er en kærlighedsmelankoli, og jeg elsker det totalt. Derfor er det sjovt, når andre ser noget helt andet i et fotografi. En glæde for eksempel, hvor jeg ser tristesse. Men det er jo fordi, at jeg har de her melodier kørende i mit hoved, både når jeg fotograferer de udviklingshæmmede, og når jeg arbejder videre med billederne, og ja, det er altså ikke lige Birthe Kjærs Den Knaldrøde Gummibåd, der er underlægningsmusik dér,« griner Casper Dalhoff.

»Bogen er lavet til din refleksion. Det er dig, der skal spejle dig, og det du forstår ved normalitet, ind i de her fotografier. Derfor er det første fotografi, du møder i bogen, ét, du vil spejle dig i. Ikke en til en, men du vil kunne se dig selv i det billede, fordi det er printet på sølv.«

Tanken om at kommer dybere ind under overfladen på livet i Landsbyen Sølund opstod længe før Casper Dalhoff skulle i gang med sin hovedopgave. Hans mor havde været i praktik på Sølund under sin uddannelse til socialrådgiver, og når familien kørte forbi landsbyen, pegede hun derind og sagde, at der boede de ”åndssvage”.

»Det var det, man kaldte dem dengang. Det gør man jo ikke i dag, men dengang syntes jeg, at der egentlig var noget smukt i det ord – de svage i ånden. Men hvad er det lige at være svag? For der er jo en ånd, og der er et liv. Hvem er det så, der definerer, at de er svage i det liv? De er bare født på andre vilkår, end du og jeg,« konstaterer han.

År senere traskede en teenageudgave af Casper Dalhoff hjem midt om natten fra Smukfest til sit telt på Sølund og kom forbi de mørke vinduer i landsbyen, og der begyndte tankerne om de udviklingshæmmede og deres liv igen at spøge i hans sind.

»Der er nok flere hundrede tusinde andre end jeg, der har gået den tur gennem Sølund midt om natten og spekuleret på, hvad der foregår inden bag de der mørke vinduer. Hvordan er det liv forskellig fra det liv, jeg lever. De tanker havde jeg stadig med mig, da jeg skulle i gang med min hovedopgave. Jeg blev fascineret af det og tænkte samtidig på de fotoreportager, jeg har set fra Østeuropa, Afrika og Kina, hvor udviklingshæmmede bliver lænket til pæle eller spærret inde i tremmesenge og behandles som dyr. Jeg ville dykke ned i, hvordan vi behandler dem her i Danmark.«

Derfor kan fotobogen ’Normal’ også ses som en historisk dokumentation af, hvordan udviklingshæmmedes liv har udspillet sig i Danmark gennem de første 25 år af det 21. århundrede.

Onsdag aften lanceres ’Normal’ med en spektakulær fernisering på Sølund, hvor billederne projiceres op på murene af de gamle pavilloner, mens et lydspor blandt andet afspiller den sang, Peter Sommer har skrevet til bogen. En event, Casper Dalhoff håber, bliver velbesøgt.

»Jeg håber, det vil være med til at åbne op for beboernes liv ved at give dem en stemme og værdighed til at præsentere deres liv for dem, som kommer og er gæster i deres landsby netop den aften,« fortæller han.

Samtidig får historien om Sølund en fin afsluttende krølle under Smukfest. Casper Dalhoff kom tilfældigt til at fortæller Smukfests Stig Andersen om eventet.

»Stig udbryder, at det er det mest rørende, og at det simpelthen skal med på Smukfest, så gæsterne kan opleve det for fuld udblæsning hver aften, når de går tilbage til deres telte på Sølund. Der sluttes ringen for mig. Det startede med mine egne oplevelser under smukfest for alle de år siden og nu slutter det under Smukfest, hvor alle de her tusindvis af gæster får et indblik i den oplevelse, jeg havde dengang. Det er da magisk,« smiler han.