Kendt iværksætter kommer Sølund Musik-Festival til undsætning
Jonathan Løw har fantastiske minder fra Sølund Musik-Festival. Nu starter han indsamling for at hjælpe den kriseramte festival.
Aarhus-iværksætteren Jonathan Løw er gået ind i kampen for den kriseramte Sølund Musik-Festival. Torsdag startede han en ny indsamling, der skal komme den kriseramte festival til undsætning og samtidig sætte fokus på problemerne, så politikerne forstår alvoren.
Jeg kan ikke bare se til, mens Danmarks absolut vigtigste og mest fantastiske festival er akut truet af lukning.Jonathan Løw
»Jeg kan ikke bare se til, mens Danmarks absolut vigtigste og mest fantastiske festival er akut truet af lukning. Min kære mor har arbejdet med området i over 30 år, så jeg har også selv flere gange deltaget på Sølund Musik-Festival. Det er så smukt og livsbekræftende, og derfor startede jeg indsamlingen,« fortæller han til Uge-Bladet.
»Det er en gruppe af mennesker, som man kun kan holde af, men som desværre ikke altid får så stor lydhørhed i offentligheden. Det ses lige nu ved, at Sølund Musik-Festival akut mangler penge, da den er lukningstruet, og det må simpelthen ikke ske. Derfor startede jeg indsamlingen,« forklarer Jonathan Løw.
Hjælpen fra Jonathan Løw har potentialet til at nå langt ud, fordi han er en af de iværksættere i landet, der har flest følgere på de sociale medier. Han håber, indsamlingen og den opmærksomhed omkring festivalen, den skaber, vil bidrage til, at festivalen kan trives de næste mange år.
»Som iværksætter og foredragsholder har jeg arbejdet rigtig meget med de digitale medier, kommunikation og forretningsudvikling, og jeg prøver at bruge noget af den erfaring til at støtte et utroligt meningsfyldt formål som festivalen her. Det handler ikke om penge for mig, men om at gøre det rigtige og noget godt for de tusindvis af skønne mennesker, der hvert år skaber nye venskaber og kæresteskaber på festivalen. Den har eksisteret i næsten 40 år, og den MÅ ikke slutte. Det er den alt for vigtig og fantastisk til.«
Allerede fredag har Jonathan Løws indsamling givet gode resultater.
»Der er mange, der allerede har doneret penge til Sølund Musik-Festival, og flere fonde har henvendt sig. Desuden har blandt andre Lars Løkke Rasmussen, Jonas Dahl, Martin Lidegaard og en række andre toppolitikere kommenteret og delt opslaget. Jeg har derfor også spurgt dem ind til, om ikke det er muligt at få festivalen på Finansloven i de kommende år, sådan som festivalledelsen selv håber på,« fortæller Jonathan Løw.
Sølund Musik-Festival, der er verdens største musikfestival for udviklingshæmmede, har været trængt økonomisk gennem flere år. Årets festival, der løber af stablen 11.-13. juni, er ikke i fare for at blive aflyst, men næste års festival hænger i en tynd tråd. Tidligere besøgte op mod 12.000 gæster festivalen, men siden 2017 er billetsalget faldet med 32 procent.
Faldet skyldes især, at bostederne ikke prioriterer festivalen. Mange af gæsterne på Sølund Musik-Festival er fuldstændig afhængige af, at de får en kendt ledsager med, som de er trygge ved. Og selvom mange af de udviklingshæmmede selv betaler for deres ledsager, så har bostederne tilsyneladende ikke råd til at betale for de vikarer, der skal afløse ledsagerne hjemme på bostedet.
Sidste år blev festivalen reddet på stregen af donationer fra firmaer, fonde og lokalsamfund. Festivalens talsmand, Lasse Mortensen, håber, det samme sker i år, men samtidig efterlyser han en holdbar løsning, så festivalen ikke år efter år skal ud at tigge omverdenen om hjælp.