Kammerorkestret besøger 42 private hjem
I forbindelse med åbning af billetsalget til sæson 2024-2025 har Randers Kammerorkester tilbudt at spille en række gratis koncerter hjemme i publikums egne stuer. Det har mange sagt ja tak til, skriver orkestret i en pressemeddelelse. 42 private hjem får derfor besøg af orkestret i juni måned. Fra publikum, der jævnligt møder orkestret i koncertsalen, til andre, hvor besøget bliver et nyt bekendtskab.
Kammerorkestret kommer til at rejse fra syd til nord i kommunen for at give koncert i såvel lejligheden på fjerde sal, villaen i parcelhuskvarteret som gården et godt stykke ude på landet. Et enkelt aktivitetscenter og et plejecenter får også besøg af orkestret.
Randers Kammerorkesters musikere glæder sig til at tage noderne og nodestativet under armen for at besøge et bredt udsnit af randrusianerne hjemme hos dem selv. For Randers Kammerorkester har den tætte kontakt til publikum nemlig stor betydning, står der i pressemeddelelsen.