Kulturhuset har fået et blåt øje
Nyt kunstværk i Kulturhusets faste udstilling kommer til at ”holde øje” med alt det spændende, der sker i huset.
I august måned udstillede den lokalt forankrede og internationalt anerkendte billedkunstner Ditte Lyngkær en række af sine værker i Kulturhuset Skanderborg under titlen ”Thought Forms”. Her iblandt nogle særlige glas- og metaløjne specialfremstillet med støtte fra Statens Kunstfond. Et af de glasøjne – Blå Øje – er nu blevet en del af Kulturhusets faste udstilling, skriver Kulturhuset i en pressemeddelelse.
Det er Udstillingsudvalget, som er en frivilliggruppe i Kulturhuset, der kuraterer alle udstillinger i huset. Og det er også dem, der har ønsket, at øjet blev en fast del af Kulturhusets udstilling. I begrundelsen for køb af værket forklarer de:
»Med øjet udvider Ditte Lyngkær på en spændende måde vores sædvanlige udstillingsrum. Visuelt harmonerer det med sin mørkeblå farve rigtig godt med de øvrige permanente kunstværker med Jane Balsgaards billedtæpper og Poul Anker Bechs maleri. Kulturhuset holder øje med, hvor mange gæster, der passerer ud og ind af huset. Man kunne jo forestille sig, at Ditte Lyngkærs Blå Øje er det øje, der ser og registrerer hvem, der kommer og går – og ikke mindst holder øje med alt det spændende, der foregår i og omkring Kulturhuset Skanderborg.«
Et øje i det høje
Det Blå Øje er lavet af varmebehandlet metal lakeret med klar, mat lak, samt bemalet klart glas monteret med farvet antikt glas og er ifølge kunstneren skabt med inspiration i glasset, tankens og øjets evne til at skabe refleksioner. Men Ditte Lyngkærs Blå Øje er selvfølgelig åben for beskuerens fortolkninger.
Et øje er for eksempel den af vores sanser, der rækker ud på den længste afstand. Vi lever desuden i dag i en meget visuel kultur og i nogen grad et overvågningssamfund. Øjet betragtes samtidig som sjælens spejl. Eller som et guddommeligt øje, udsyn, indsigt og overblik. Og så videre.
Ditte Lyngkær er født i 1977 i Fruering og er kommet meget i Skanderborg. Hun er uddannet fra Kunstakademiet i Malmö i Sverige fra 1999-2004. Herefter har hun boet og arbejdet i Tokyo, New York, Paris og Berlin. Nu bor hun i Mårslet og arbejder i Aarhus som kunstner, underviser, og kunstrådgiver.
Det Blå Øje kan ses alle dage i Kulturhuset Skanderborg sammen med både den faste udstilling samt de løbende udstillinger, der skifter cirka hver til hver anden måned.