Den store guide: Her kan du komme til sankthans i Aarhus
Læs her, hvor du kan synge med på Midsommervisen, se optaget ind i bålets flammer, bage snobrød over et tidligt børnebål og nyde sommeraftenen sammen til sankthans i Aarhus den 23. juni 2024.
Borgmestertale og Disney-fest
Borgmester Jacob Bundsgaard (S) tager vejen forbi Tivoli Frihedens sankthansarrangement, hvor han holder båltale klokken 20, hvorefter sankthansbålet bliver tændt på Svanesøen til lyden af fællessang af Midsommervisen med Frihedens sanglærker. Klokken 20.30 giver Luftens Helte koncert. Et stort orkester, der udelukkende har syng-med-venlige Disney-numre på repertoiret. Der er almindelig entrépris i indgangen til Tivoli Friheden.
Snobrød og tombola
Valhalla Gruppe – spejderne i Brabrand inviterer til sankthans på Stadepladsen ved Brabrand Sø. Her organiserer forældrene i samarbejde med spejdere og ledere tombola, fiskedam, spejderaktiviteter samt salg af øl, pølser, vand og kaffe. Boderne åbner klokken 17.30, og bålet tændes efter båltalen klokken 21.
Bål på vandet – og løb
Helt tidligt er der børnesankthans klokken 13-15 ved Sailing Aarhus på det grønne areal ved Aarhus Internationale Sejlsportscenter. Her er, udover bål på vandet, ansigtsmaling og andre børneaktiviteter.
I samarbejde med Seier Fitness er der en løbe- og en rostafet i den gode sags tjeneste (kræver tilmelding). Det er klokken 16-19.
Klokken 18 åbner pladsen for den egentlige sankthansfejring. Aarhus Harmoniorkester giver koncert, inden Jacob Bundsgaard holder båltale 21.45, og bålet på vandet tændes derefter til Midsommervisen.
Midsommer med grill og dj
Hos MIBpakhusene tændes der op i bål langs kanalen og i grillen. Langbordet bliver dækket, og her kan du købe grillmenu, være med til at synge Midsommervisen, og dj Frank Heskjær sætter stemningen. Det er klokken 18.30-21, og billetter kan købes på martinib.dk.
Sommersolhverv med ilddansere
Institut for X holder sin solhvervs- og sankthansfejring på udearealerne ved Godsbanen. Om dagen fra klokken 13-16 kan man holde picnic i parken, hvor barer og restauranter er åbne, og der er aktiviteter for børn: Jongleringsworkshop, bobleworkshop, blomsterkransworkshop og børnediskotek.
Klokken 20 begynder sommersolhvervsceremonien med båltale ved Mads Hagbard, fællessang, bålet tændes, og der er ildshow med Aarhus Flow og folkedans med Nordisk Dans. Klokken 21.30 spiller Modou Traore Band.
Heksen kommer med toget
Det kan godt være, at heksen plejer at tage kosten til Bloksbjerg. Men når hun skal brændes på bålet i Egå, så kommer hun altså med tog. Det er i Modelparken Danmark, hvor man også selv kan få lov at prøve en tur med modelbanetogene imellem midsommersang, båltale og snobrødsbagning. Sankthansarrangementet er klokken 17 og slutter klokken 20. Der er éntre, og man kan også købe pølser fra grillen.
Familievenlig sankthanshygge
Langenæskirken inviterer også til hyggeligt sankthansbål for hele familien i midtbyen. Pak en lækker madkurv med alt, hvad du har brug for, og nyd aftensmaden på kirkefælleden. Grillen er tændt op fra klokken 18, og efter båltalen klokken 19 ved præst Simon Kangas Larsen tændes bålet, så også de mindste kan nå at få det store højdepunkt med og måske bage et snobrød. Musikken i løbet af aftenen står Mathilde Rosengren Bruun og hendes band for.
Fællessang om bålfade
I Skanseparken stiller Sct. Pauls Kirke og Sct. Lukas Kirke i fællesskab bålfade op, som tændes allerede klokken 17 til snobrødsbagning og hygge. Man kan nyde picnic-stemningen med musikalske indslag, fællessang og en kort båltale.
Brandbil og Brass Band
Du kan medbringe egen mad til picnic, når Lystrup Kirke tænder grillen klokken 19 til sankthans ved Kirken. Østjyllands Brandvæsen er til stede, så børn og unge kan lære lidt om, hvordan man slukker en ildebrand som brandmand. Senere underholder Århus Brass Band, inden bålet tændes klokken 20.30 til fællessang og båltale ved Hans Boas. Der kan man også købe kage og saftevand.
Tidligt børnebål
Sankthans lægger op til familiehygge, men har man helt små børn, kan de fleste sankthansbål i byen godt karambolere med nogle lidt for sene sengetider… Det har Møllevangskirken taget hensyn til. Sankthansbålet tændes klokken 19.30, men allerede 17.30 tændes det lille børnebål, hvor der også vil være bålsnacks. Det er i kirkens have, der åbner op klokken 17, og man kan også medbringe egen mad til grillen.
Børnevenligt i Tilst
Bor man i Tilst eller omegn, kan man lægge vejen forbi det børnevenlige sankthansarrangement, som Bydelshuset Tilst, står bag. Det starter klokken 17, og bålet tændes 18.30. Man kan købe både vådt og tørt i caféen – blandt andet hotdogs og slushice.