Positive spor: Her er festivalen med natur og fællesskab i centrum
Over fem dage i august samler festivalen Positive Trace ikke kun til fest og musik, men også til positiv forandring og læring.
Praktisk genopretning af økosystemer, permakultur, biodynamisk landbrug og havearbejde forenes med workshops, tankevækkende foredrag om bæredygtig livsstil, groovy koncerter og festlige sammenkomster, når Positive Trace Festival over fem dage i august samler mennesker i Vistoft på Mols. Det fremgår af en pressemeddelelse.
Festivalen så første gang dagens lys i 2022 som et alternativ til den gængse festivalkultur. Drømmen var at skabe noget nyt og anderledes og noget, der ville inspirere og begejstre. En festival, som efterlod andet end skrald.
Formålet med festivalen er at skabe et fællesskab, som kombinerer praksis med teori og fremmer grøn omstilling. Ønsket er at øge forståelsen for, hvordan vi kan omskabe vores forhold til naturen fra destruktivt til regenerativt. Festivalen er en platform for idéudveksling og netværksmøder, og den er i tråd med flere af FN’s 17 verdensmål.
Planen er, at festivalen skal flytte hvert andet eller hvert tredje år og fungere som katalysator for forandring i et lokalområde. Festivalen bidrager med ressourcer, ekspertviden, netværk og hænder til at sætte skub i en forandringsproces for det pågældende område.
I år holdes festivalen ved Rødegaard i Vistoft midt på Mols, hvor festivalen også blev holdt sidste år. Her startede festivalen en skovhave efter principper om permakultur, etablerede et vandopsamlingssystem til gavn for den lokale, fælles have og gennemførte flere tiltag for at øge biodiversiteten i en tidligere, konventionel mark.
Disse projekter bygges der videre på i år, hvor deres skal plantes flere træer, buske og bunddække og laves forskellige habitater for pressede planter og insekter, som ikke trives i det kultiverede landskab. Blandt vil festivalen i samarbejde med Nationalpark Mols Bjerge sanke frø i nationalparken og sprede dem på Rødegaard.
Positive Trace Festival handler dog ikke kun om at arbejde, og derfor byder festivalen også på forskellige workshops og foredragsholdere, som vil dykke ned i forskellige emner som grøn omstilling, regenerativ ledelse, dyrkning af jorden til plantefarvning, pileflet, yoga og sanketure.
Alle måltider på festivalen er inkluderet i billetprisen og nydes sammen, og om aftenen fyldes luften af musik i form af livekoncerter i mange forskellige genrer.
Bag festivalen står en lille, primært frivillig forening, som hedder Navus Events. Udover Positive Trace Festival laver foreningen også andre events med fokus på at samle mennesker om at gøre noget godt for vores jord.
Man kan læse mere om både foreningen og festivalen på navusevents.dk.