Fortsæt til indhold

Gin & Tåning: Kulturkanon klar med mere jazzfestival på barndomsgården

Efter 35 år i Bruxelles satser 72-årig kulturel ildsjæl på endnu en jazzfestival på barndomsgården i Tåning.

Kultur og byliv

Kultur, kultur og kultur.

Der er ingen tvivl om, at Poul Bjerregaard Thomsen brænder for at skabe gode oplevelser med underholdning som fortegn. Det har han gjort det meste af sit voksenliv. Og han gør det stadig med stor glæde og fornøjelse.

»Der skal ske noget. Det er det sjove, der driver fællesskabet,« forklarer 72-årige Poul Bjerregaard Thomsen meget enkelt, da han sidder sammen med Uge-Bladets journalist.

I 2014 flyttede han hjem på barndomsgården Tåning Overgård syd for Skanderborg for at komme tættere på sin mor, som på det tidspunkt var i slutningen af 90’erne.

Jeg har lavet det om til en stor græsplæne. Det er dansk råhygge med glad jazzmusik, øl og ’gin & Tåning’. Det er vigtigt med noget, der fænger.
Poul Bjerregaard Thomsen

»Jeg værdsatte min mor, og det ville jeg gerne vise hende. Så jeg flyttede hjem til min mor på gården, hvor jeg gav et nap med. Jeg fik en stilling i EU i København fra 2014 til 2016, hvor jeg arbejdede 14 dage og havde fri i 14 dage, hvor jeg så var hjemme på gården. Så pendlede jeg frem og tilbage. Min mor døde i julen 2015,« fortæller Poul Bjerregaard Thomsen.

Allerede det første år tilbage på barndomsgården afviklede han sit første Tåning Jazz Festival. Han ville skabe noget hyggeligt og fællesskabende i sin barndomsby - også for at gøre byen til et attraktivt sted at være.

Efter et par års pause, er der igen jazzfestival på »Møddingen« 22. juni fra klokken 12-18.

»Jeg har lavet det om til en stor græsplæne. Det er dansk råhygge med glad jazzmusik, øl og ’gin & Tåning’. Det er vigtigt med noget, der fænger,« lyder det fra Poul Bjerregaard Thomsen med et lille smil på læben.

På dagen spiller Bøgelund & Odderskov New Traditionals og Doc Houlind Revival New Orleans All Stars.

»Det er ikke nogen stor festival, men en lille, hvor folk kender det, de går ind til. Overskuddet dækker underskuddet. For at fortælle, at det ikke er griskhed. Vi vil gerne have det til at løbe rundt, og at folk får en god musikoplevelse. Når jeg gør noget, gør jeg det fordi jeg brænder for det. Det er vigtigt for landdistrikterne, at der sker noget,« siger Poul Bjerregaard Thomsen, der fortæller, at foreningen Tåning Jazzklub har omkring 200 medlemmer.

Han selv er i spidsen for foretagendet, men han har en flok på omkring 15 personer, som gerne hjælper med at gøre klar.

Leverer underholdning

Netop det med at stå i spidsen for noget har Poul Bjerregaard Thomsen været vant til gennem det meste af sit arbejdsliv. I 1979 flyttede han som 26-årig til Bruxelles, hvor han fik en stilling i Europa-Kommissionens kommunikationsafdeling og senere i Besøgstjenesten.

»Ved siden af mit job i EU-Kommissionen har jeg lavet underholdning for danskerne i Bruxelles, Paris og Luxembourg. Jeg var den mest specielle dansker i Bruxelles. Fordi jeg gjorde det der. Jeg havde en lille niche ved siden af mit job, så jeg var fulltime, og det var spændende,« fortæller Poul Bjerregaard Thomsen og fortæller videre om nogle af alle de store navne, han fik til Bruxelles.

Det var navne som Victor Borge, Shu-bi-dua og Kim Larsen. Ad flere omgange fik han også Doc Houlind til Bruxelles via Papa Bue, hvori han var trommeslager.

På den måde udviklede han gennem de mange år gode netværk og tillidsbånd med kulturelle navne.

»Det betyder ikke noget, om du kan tælle til 10, hvis du ikke har et netværk,« siger Poul Bjerregaard Thomsen.

Han husker tilbage på et langt arbejdsliv, som han i store træk kan takke sin mor for.

Hun fik ham til at søge en stilling i Bruxelle i 1970’erne.

»Hun viste mig et jobopslag og sagde, at det ville være lige noget for mig. Jeg fik en kontrakt på seks måneder i 1979, og de seks måneder blev pludselig til 37 år som ansat i EU,« siger Poul Bjerregaard Thomsen.

Noget fangede ham. Og moren fik ret. Det var lige noget for Poul Bjerregaard Thomsen. Han lærte meget af sine år i EU-Kommissionen og generelt af livet i Belgien. Og han opdagede, at Danmark var et helt andet Danmark dengang, han som ung mand i midten af 20’erne drog ud i verden for at arbejde.

»Jeg blev bidt af den internationale atmosfære og miljø,« siger kulturildsjælen, der også præsterede at få overtalt tidligere sovjet-præsident Mikael Gorbatjov til at blive projektor for sin egen fond, der skulle give børn og unge mulighed for at komme på udvekslingsophold.

I 2016 stoppede han på arbejdsmarkedet for at nyde sit otium, der dog på ingen måder har foregået stillesiddende.

»Min gode veninde Pia Ahrenkilde Hansen sagde ”Nu forlader Poul os, og det er jo trist. Poul er uden for nummer”, da jeg gik på pension i 2016. Og det er jeg. Jeg er anderledes. Jeg havde et godt netværk, da jeg arbejdede for EU-kommissionen i Bruxelles og mine sidste arbejdsår i København. Jeg var glad for, at jeg blev værdsat,« fortæller Poul Bjerregaard Thomsen, der håber, at han med sit frivillige virke med Tåning Jazz Festival, arrangementer i Kulturhuset, foredrag og andet kan fortsætte med at være værdsat i det kulturelle liv.

Han sørger nemlig fortsat for at få forestillinger til Kulturhuset, ligesom han gerne holder foredrag om sit arbejdsliv i Bruxelles.