Fortsæt til indhold

Lokale kunstnere popper op på Maltfabrikken

I en uge indtager de to kunstnere Ole Melin og Calus Villy Mokvist Maltfabrikkens udstillingslokale X-Rum.

Kultur og byliv
sra

Fra 17. juni og en uge frem møder de to Djursland-kunstnere, Ole Melin og Claus Villy Mokvist, turister og lokale med et pop-up-galleri i Maltfabrikkens populære udstillingslokale, X-Rum i Ebeltoft.

De to kunstnere har fundet sammen i et sjovt og udviklende samarbejde, skriver de i en pressemeddelelse.

De to repræsenterer hver især vidt forskellige kunstneriske universer, men netop i den forskellighed styrker de hinanden.

»Dråber kan jo blive til en brusende flod. Det er netop det, vores samarbejde har gjort: En fos af ideer og udvikling,« fortæller Ole Melin.

Han er multikunstner og digter med dyb og kontant livserfaring fra et til tider hårdt liv på skyggesiden i København. I dag har Ole Melin vendt fortiden ryggen til fordel for en lys tilværelse på Djursland. Her er hans liv præget af poesi og kunstnerisk arbejde på sit værksted og sin udstillingshave i Ebdrup.

Samarbejdet med billedkunstneren Claus Villy Mokvist kom i stand for år tilbage, da de to mødtes i en fælles udstilling på Kulturhotellet i Rønde. Trods udspring i vidt forskellige kunstneriske verdener, finder de styrken i samarbejde via sparring, indfald og samtale.

Aha-oplevelser

De to deler deres arbejde, proces og kunst, i en strøm af aha-oplevelser og med respekt for hinandens arbejde.

»Det er limen i vores samarbejde. Ingen parader og forbehold. Vi er hinandens konstruktive kritikere. Vi er ærlige, indpiskere og inspiratorer for hinanden. Vi griner en del,« fortæller Claus Villy Mokvist.

Han har malet i to årtier og har en fortid som journalist og radiovært. Nu driver han atelier og galleri fra sit værksted i Følle i samarbejde med sin kone, som designer og syr kjoler.

Fra deres kunstværksteder på Djursland byder de to kunstnere ind med værker på udstillinger landet over: Markante udtryk, der opfordrer til fordybelse, underholdning og personlig oplevelse.

Andet end toppede brosten

Nu afprøver de konceptet med et lokalt pop-up-galleri, lige midt i sommerens turiststrøm i Ebeltoft. Her vil de at bidrage med en alternativ sommeroplevelse:

I X-Rum i Ebeltoft viser de to kunstnere nogle af deres billeder og skulptur. Med pop-up-udstillingen laver de et alternativt kunst-vindue for de sommergæsterne på Mols og Djursland.

Men Ole og Claus ser også meget gerne, at lokale fra hele Djursland vil afsætte tid og nysgerrighed til et besøg og en snak ved pop-up udstillingen på Maltfabrikken.

»Ebeltoft er andet end bindingsværk, souvenirs og softice på toppede brosten. Vi kan noget med kunst her på Djursland. Den fortælling er vi klar med i X-Rum,« fortæller Ole Melin.

Der er fernisering på udstillingen 17. juni, og herefter er der åbent frem til 23. juni.