Fortsæt til indhold

Morgenyoga og mudderkagefest: Oplevelser for alle til Maltfabrikkens kærlighedsfestival

Kærlighedsfestival 2024 åbner med formiddagshøjskole og fortsætter med musik, mad, kreative workshops og legesyge indslag hele dagen og aftenen.

Kultur og byliv
sra

Ingen sommer uden Kærlighedsfestival på Maltfabrikken. Endagsfestivalen, der oprindeligt startede som en støttefest for den nedrivningstruede fabriksbygning, er nu blevet til en årligt tilbagevendende fejring af alt det, der lykkes, når man sætter sig noget for i fællesskab. Således også i år, hvor Kærlighedsfestivalen afholdes lørdag 15. juni, skriver Maltfabrikken i en pressemeddelelse.

De morgenfriske kan begynde dagen med en times morgenyoga og -bevægelse, før Lundbergs Spisehus byder på fælles morgenmad. Selve festivalprogrammet åbner med en times mini-højskole med fællessang, fortællinger og oplæsning.

Fra formiddagen åbner også de kreative værksteder, hvor både børn og voksne kan slå sig løs med alt fra alternative selvportrætter til badges, dukkeværksted, opfinderlab og meget andet, og på pladsen foran Brewpub åbner Kærlighedsfestivalens marked med både kunsthåndværk og lokale råvarer.

Horseborg Økoblomster binder økologiske blomsterbuketter, og for de allermindste er der igen i år dækket op til mudderkagefest i sandkassen.

Koncerter og kapgang

Små pop-up-koncerter og indslag er en del af Kærlighedsfestivalens koncept, og dagen igennem vil man kunne høre musik rundt omkring på fabrikken. På den store scene i Maltgården er eftermiddagens hovednavn et fund fra luksushylden for ny, dansk, jazzet lounge: trioen Clothing Club.

Aftenens hovednavn, Abeneko and the positive mind kommer fra Tanzania med en sætliste af østafrikanske dansebeats, som de færreste vil kunne stå stille til. Og vil man danse mere endnu, fortsætter festen hen over midnat med verdensmusik fra DJ Sabs på Kulturloft.

Er man mere til sport end dans, kan man glæde sig over, at årets kapgangsturnering for umage par i år bliver med ekstra udfordringer. Præcis som i 2023 er arrangørerne er ikke sikre på andet, end at det bliver sjovt, og at der er præmier – men ikke nødvendigvis til de hurtigste, for måske er det på tide at vi belønner skønhed mere end hurtighed? Det vil tiden vise, lyder det fra arrangørerne, der beskriver Maltfabrikkens kapgangsturnering som en sportsgren i konstant udvikling.

Quiz og kærlighedsdigte

Foruden kapgang kan man dyste på viden ved Quizzbattle i Brewpub, eller man kan stå af ræset med mindfulness i hovedtelefoner og højtlæsning af kærlighedsdigte. Kærlighedsfestivalen er mangfoldig og vil gerne have sine gæster til at mødes, tale sammen, lege og have det sjovt.

Som det lyder fra arrangørerne på Maltfabrikken:

»Kærlighedsfestivalen er noget vi skaber sammen, allesammen. Magien opstår når alle bidrager med det, de har. Et smil i køen til baren, en hjælpende hånd, et skud god energi og en bølge af Kærlighed til fællesskabet. Det er derfor det hedder kærlighedsfestival.«

Der er kort sagt meget at kaste sig over, opleve, danse til, smage på, skåle i og lege med på Maltfabrikken lørdag 15. juni. Som de foregående år er der ikke billetsalg, men blot en opfordring til at støtte festivalen med et selvvalgt beløb, og så i øvrigt nyde sommeren, Maltfabrikken og alt det gode, livet har at byde på.