Fortsæt til indhold

Nyt stort kunstværk i Ebeltoft: En leg med tiden

I denne uge flytter værket Looping the Hoop af Lilibeth Cuenca Rasmussen til Ebeltoft. Skulpturen installeres i haven på Glas — Museet for glaskunst, hvor det kan opleves sommeren over.

Kultur og byliv
afh

Looping the Hoop af Lilibeth Cuenca Rasmussen blev oprindeligt skabt til Gl. Holtegaards barokhave, men nu får værket plads i museumshaven ved Glas i Ebeltoft.

Det næsten to meter høje timeglas kan aktiveres af gæsterne, som har mulighed for at lege med tiden, sætte den i stå eller lade den gå.

Ikke uden en vis portion humor emmer værket af en nøgtern optimisme, der minder os om, at en slutning også altid er begyndelsen på noget nyt

Om værket skriver Gl. Holtegaard:

»Med et gigantisk roterbart, lyserødt timeglas tager kunstneren fat i et hyppigt anvendt symbol i barokken.

Timeglasset repræsenterer livets flygtighed og minder os om, at tiden rinder ud.

De to halvdele af glas peger desuden på livets og dødens cykliske vekselvirkning; himlen og jorden.

Men hos Cuenca Rasmussen bliver timeglassets dystre, barokke vanitas-symbolik vendt til et livsbekræftende, cyklisk anliggende.

Ikke uden en vis portion humor emmer værket af en nøgtern optimisme, der minder os om, at en slutning også altid er begyndelsen på noget nyt.

Cuenca Rasmussen er optaget af tematikker omkring tid og den måde, hvorpå vi mennesker definerer tid.

»Tiden er noget, vi hele tiden orienterer os efter, men hvordan kan tiden forstås som andet end et abstrakt begreb eller en lineære proces?

Timeglasset, der er udformet af mundblæst glas, kobber og rustfrit stål synliggør tiden og gør den nærmest fysisk og kropslig.«

Lilibeth Cuenca Rasmussens praksis er baseret på performancekunst, men omfatter også forskellige materialer og medier som video, fotografi, skulptur og installation. Foto: Bjarke Johansen

Lilibeth Cuenca Rasmussens praksis er baseret på performancekunst, men omfatter også forskellige materialer og medier som video, fotografi, skulptur og installation. Cuenca Rasmussens produktioner involverer kroppen, manuskripttekster, sange; komponeret musik samt visuelle elementer som kostumer og scenografi.

Hun kredser i sit arbejde om identitet, kultur, religion, køn og sociale relationer, som hun behandler gennem en kritisk og humoristisk tilgang.

Hun er født i 1970 i Manilla, Filippinerne. Hun bor og arbejder i København og er uddannet ved Det Kongelige Danske Kunstakademi

Skulpturen kan opleves i Glas’ museumshave frem til 22. september 2024.