Udstilling: Kunst af vindpap, madpapir og skeletter
I juli kan du på Baunhøj Mølle opleve en udstilling med kunstner Hanne Stochholm Exe.
Grenaa Kunst- og Musikforenings kommende udstilling i Baunhøj Mølle er med kunstner Hanne Stochholm Exe, skriver foreningen i en pressemeddelelse.
Hun arbejder primært i mellemrummet mellem billeder, assemblage, skulptur, objet-trouvé, ready-made og art books, men også med større installationer og udsmykninger.
»Mit udgangspunkt, min fascination og inspiration er de konkrete materialer og deres indbyggede historier - som regel utraditionelle, der hører en anden verden til,« udtaler Hanne Stochholm Exe.
Materialerne er eksempelvis vindpap, madpapir, vatrondeller, jern og metaller, skeletter og sandspartel. Fundne genstande i naturen, genbrugsstationen og på gaden, som så bearbejdes og transformeres. Her anvender og udforsker hun de forskellige materialers muligheder og begrænsninger med for eksempel blyant, oliemaling, gips, voks og grafit.
»Det er materialerne og deres muligheder for at tale sammen og smelte sammen i et skulpturelt ikonisk udtryk, der er målet for processen. Jeg arbejder i høj grad procesorienteret i dialog med materiale og form, hvor slutmålet er uklart,« udtaler hun.
Hanne Stochholm Exe har blandt andet udstillet i Århus Kunstbygning, Charlottenborg, Silkeborg Bad, Art Fair, Frankfurt, Seoul, Japan, USA, Art Club London samt på International Artist Book Triennale i Vilnius, hvor hun blev vinder af hovedprisen.
Der er fernisering på udstilling fredag 28. juni, hvor kunstneren vil være til stede. Udstillingen kan herefter ses i møllens åbningstid til og med søndag 28. juli.