Fortsæt til indhold

Popstars-Jon frikendt for vold - 69-årig 'modstander' får dom

Jon Nørgaard var tiltalt i en voldssag, der udsprang fra en hændelse i september på en bar i Viborg.

Kultur og byliv
/ritzau/

Sangeren Jon Nørgaard, der blev kendt i programmet ”Popstars”, er onsdag ved Retten i Viborg blevet frifundet for vold.

Det oplyser Retten i Viborg.

Sagen stammer fra september sidste år, hvor sangeren var på en bar eller café i Viborg og kom i håndgemæng med en anden mand.

Den anden mand var også tiltalt i sagen. Den 69-årige mand er blevet kendt skyldig i simpel vold.

Han er blevet idømt 30 dages betinget fængsel.

Jon Nørgaard nægtede sig inden retssagen skyldig og sagde i maj til Ekstra Bladet, at han havde handlet i nødværge.

Jon Nørgaard var tiltalt for at have slået den 69-årige i ansigtet, så han fik flere skader, herunder et brud i øjenhulen.

Den 69-årige mand var tiltalt for at have slået Jon Nørgaard, så han væltede bagover, og at have slået ham gentagne gange med knyttet hånd, mens han lå på jorden.

Også den 69-årige nægtede sig skyldig.