Sælger historiske tagsten for at få råd til nyt tag
Danmarks Herregårdsmuseum tager utraditionelle metoder i brug for at rejse penge til tagprojekt.
Danmarks Herregårdsmuseum Gammel Estrup er netop nu ved at få udskiftet det gamle tegltag på Gammel Estrups imponerende hovedbygning. Som følge af fremskredet råd i træværket har tagprojektet, der omfatter gennemgang af alt træværk og udskiftning af hele 20.000 teglsten, vist sig at blive dyrere end beregnet. Derfor, skriver museet i en pressemeddelelse, vil der blive stykvis salg af nogle af de tagsten, som alligevel ikke kan genbruges,
Restaureringen af taget viser sig at blive dyrere end først antaget, og samtidig oplever en enorm interesse for projektet. Flere har spurgt interesseret ind til de gamle tagsten, og så fik vi den her idé med symbolsk salg af de tagsten, som alligevel ikke kan genanvendes, for derigennem at rejse støtte til projektet. På den måde kan man både være med til at støtte en god sag og få et unikt stykke af Gammel Estrups historie med hjem,« siger Kasper Steenfeldt Tipsmark, der er museumsdirektør ved Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum.
Langt de fleste af de tagsten, som kan genbruges, er i foråret 2024 blevet hentet af Den Gamle By i Aarhus, der genanvender stenene til forskellige byggeprojekter, og resten har Gammel Estrup beholdt til reparationer. Med det nye tiltag vil det være muligt at støtte tagprojektet gennem stykvis køb af de resterende teglsten, som ikke kan bruges i byggeri.
Tagstenene kan fra 11. juni købes for henholdsvis 500 og 1000 kroner per styk i Gammel Estrups museumsbutik eller webshop.