Gåtur og gode historier under stjernerne
Syddjurs Fortællescene inviterer til gåtur og fortællinger i det fri.
Mandag 1. juli kan du opleve en stemningsfyldt sommeraften i Mols Bjerge sammen med Syddjurs Fortællescene. Det fortæller folkene bag i en pressemeddelelse.
Første del af aftenen er en gåtur fra Tinghulens p-plads op til Trehøje hvor der er en fantastisk udsigt. Turen ledes af en guide med rig viden om egnen.
En del af turen går forbi Helligkilden. Kilders helbredende kraft er efter sigende stærkest sankthansaften, men hvem ved, måske er noget af kraften stadig mærkbar 1. juli, hvor arrangementet finder sted?
På Trehøje er der bålhygge – uden bål. I læsiden serveres et let måltid, og man kan sætte sig godt til rette og lytte til naturens lyde i den lyse sommeraften, mens solen langsomt sænker sig.
Med held er der mulighed for at opleve funklende stjerner, mens flagermus flyver rundt, og ugler tuder i det fjerne. I mørkets magi er det tid til historier for hyggens skyld, fortalt i den gode gamle tradition for mundtlig fortælling.
Syddjurs Fortællescene har fået økonomisk støtte af Friluftsrådet til dette arrangement og kan derfor holde en lav billetpris. Støtten er givet for at bakke op om initiativer, der tilbyder folk udendørsoplevelser i mørke.
Billetterne kan købes via nationalparkbooking.dk eller go-syddjurs.dk