Kendt komiker far for anden gang
Komikeren Tobias Dybvad har fået endnu en søn sammen med sin hustru, Marie Stegger Dybvad.
Dybvad-dynastiet er blevet udvidet med endnu en arving.
Den kendte komiker Tobias Dybvad og hans hustru, Marie Stegger Dybvad, har fået endnu en søn.
Det afslører den nybagte far på Instagram.
»Min klan. Sejeste mama og bedste storebror,« skriver Tobias Dybvad til et billede af sin lille familie.
Graviditeten blev afsløret ved årsskiftet af den 43-årige komiker i et opslag på det sociale medie.
»Denne formidable kvinde har jeg været sammen med i seks år. Hun er ved at bygge en lillebror til Charley. Det kan kun blive et flot 2024,« lød det dengang.
Parrets første søn, Charley, kom til verden i 2019. Siden da har parret været partnere privat såvel som professionelt.
Marie Stegger Dybvad opsagde efter sin barsel med Charley sit job som sygeplejerske.
Efterfølgende har parret skrevet børnebøger, stiftet et forlag og kreerede læringsuniverset Drillepind.
Parret, som mødte hinanden på en datingapp i 2017, sagde ja til hinanden i sommeren 2022 efter fire år som forlovede. Brylluppet var længe undervejs, da coronapandemien havde været en kæp i hjulet for en tidligere fejring.
Tobias Dybvad er blandt andet kendt fra underholdningsprogrammet ”Lol: Den der ler sidst” og ”Roasted” på Prime Video, klipprogrammet ”Dybvaaaaad!” på det hedengangne TV 2 Zulu og den humoristiske rejseserie ”Verdensmænd” på TV 2.