Fortsæt til indhold

Earthwise viser film optaget på Mols

Instruktøren deltager, når der er filmvisning af filmen "Landbrugets Natur".

Kultur og byliv
sra

28. juni inviterer Earthwise Residency til en eksklusiv oplevelse, når filminstruktøren Isabelle Denaro kommer til Bogens og viser sin nye film Landbrugets Natur. Det skriver Earthwise Residency i en pressemeddelelse.

Landbrugets Natur, der er optaget på Mols, stiller spørgsmål ved den nuværende tilgang til agrikultur og udforsker, om man gennem landbruget kan genopbygge jordens frugtbarhed.

Du bliver budt velkommen fra klokken 18, hvor aftenens særlige gæst, Isabelle Denaro, introduceres. Inden filmvisningen vil der blive serveret et let måltid bestående af en rustik og mættende salat af egne råvarer samt friskbagt surdejsbrød og hjemmelavet pesto, ledsaget af et glas fransk naturvin.

Filmen vises herefter i Earthwises studie. Den varer i 110 minutter. Derefter vil der være mulighed for samtale med instruktøren over en kop kaffe eller te samt et stykke kage. Isabelle Denaro vil tale om sit filmiske virke og sin tilgang til at udvide folks bevidsthed omkring genetablering af biodiversitet. Som hun siger:

»Hvis vi alle levede i service til planeten, menneskeheden og alt levende, ville vi regenerere os selv og Moder Jord.«

Visningen er for dig, som er nysgerrig på den regenerative livsfilosofi og dens store potentiale i en snarlig omstilling af det danske landbrug.

Billetter kan findes på nationalparkbooking.dk.