Fortsæt til indhold

Boghandel fejrer halvt år til juleaften

Sølvjulefest og besøg af kendt sanger og krimiforfatter.

Kultur og byliv

I Grenaa Boghandel er det blevet en tradition, at man 24. juni hvert år fejrer, at der er et halvt år til juleaften.

Mandag er der derfor ”sølvjulefest” i butikken med gode tilbud, kaffe, the, kage og julestemning.

»Hvorfor ” sølvjulefest”? Det må man komme i butikken for at få opklaret. Men vi lover det bliver festligt, lidt skørt og hyggeligt,« siger Conni Elgaard fra Grenaa Boghandel.

Torsdag 27. juni klokken 19 kan man i boghandelen byde et stort velkommen til forfatter og musiker Morten Remar. Han er kendt som sanger både solo og i duoen Back To Back - og aktuel med en helt ny krimi, ”Kvinden under jorden”, om drabsefterforsker Amanda Miller.

I bogen bliver Amanda Miller og hendes ældre makker, Ole Madsen, sat på en lokal sag om en forsvunden kvinde i udkanten af Viborg. Alle beviser peger entydigt på, at ægtemanden står bag, men der er ikke noget lig. Han anholdes og sigtes for manddrab, men Amanda synes, at det hele ser for perfekt ud, og begynder at se i andre retninger, hvilket bringer hende på kollisionskurs med sine kolleger og overordnede. Samtidig opsøger Amanda endnu en clairvoyant i sit årelange, mislykkede forsøg på at genskabe sin tabte hukommelse fra den traumatiske dag, hvor hun som 10-årig så sin familie blive brutalt dræbt af en ukendt gerningsmand, hvis ansigt er det eneste, hun kan huske, og som hun som barn kaldte ”manden med stenansigtet”.

»Til at styre slagets gang har forlægger Stig Ulrichsen meldt sig på banen til at interviewe Morten, så det skal nok blive en spændende og festlig snak imellem de to herrer og Danmarks bedste kunder,« siger Conni.