Fortsæt til indhold

Fannerup får sin egen kunstuge

Masser af kunst og kultur i landsbyen midt i Norddjurs.

Kultur og byliv

Projektet Landsbyer i en ny tid, som to ældre herrer, Gunner Thode Nielsen og Eigil Kjærgaard, tog initiativet til for et par år siden, lever stadig og er faktisk vokset. Stadig med de samme hovedelementer - oplysning af kvalitet, samarbejde mellem seks landsbyer i midten af Norddjurs Kommune, og man har også arrangeret kirkekoncerter, blandt andet i Ginnerup Kirke.

Nu følger endnu et arrangement - og som sædvanligt er ambitionsniveauet højt, når landsbyen Fannerup får intet mindre end sin helt egen kunstuge - i dagene 30. juni til 7. juli. Med et meget varieret program, der byder på både stenalderkunst og streetart.

Starten går søndag 30. juni klokken 13-15, hvor der er ung kunst på programmet ved Pumpehuset i Fannerup. Og Frida Dorcas og Aleksander Pyndt vil kunstugen igennem producere gavlmalerier i landsbyen, og hele ugen igennem er der aktiviteter med ung kunst, hvor Maj Barner og Tine Hall også medvirker.

Samme dag er der klokken 14 fra Pumpehuset afgang på en otte kilometer lang vandretur langs Nordkanalen. Man skal se udgravningsstedet for en 5000 år gammel boplads i Ginnerup. Og derefter kunst ved Bente Lyhne og Bjørn Kromann-Andersen ved kanalen. Turen kan eventuelt afkortes til fire kilometer.

Lørdag 6. juli er der den kortere vandretur i sundet - tre kilometer med afgang fra Ginnerup Kirke klokken 13 - som også byder på besøg på den gamle boplads og hos FBente Lyhne og Bjørn Kromann-Andersen ved kanalen.

Kunstugen afsluttes søndag 7. juli klokken 19 i Fannerup Forsamlingshus. Her bydes der på tapasanretning og foredrag af arkitekt Peter G. Christensen over temaet ”Fannerup i en ny tid”. Efterfølgende er der kaffe og tid til samtale.