Får støtte til danseforestilling
Som noget nyt i Randers Festuge bidrager Randers Teaterforening med en internationalt anerkendt danseforestilling på Værkets Amfiscene. Det skriver foreningen i en pressemeddelelse.
I en fusion af streetdance, moderne dans og akrobatik kaster de dygtige dansere fra Uppercut Danseteater sig ud i den hæsblæsende og imponerende danseforestilling under navnet ”Benched”.
»Vi er meget glade og stolte over, at vi har fået mulighed for at vise randrusianerne denne forestilling, men det har vi kun kunnet gøre med støtte fra Sparekassen Danmark Fondene Himmerland og Randers Festuge. Vi er meget taknemmelige for deres donationer,« siger forperson i Randers Teaterforening, Pernille Bering.
”Benched” spilles på Værkets amfiscene 13. august, og der er fri entré til forestillingen.