Børneliv på Sydhavnen i Grenaa
To forskellige arrangementer rettet mod børn og barnlige sjæle.
Projektet Liv på Sydhavnen i Grenaa inviterer her i sommertiden til to forskellige events specifikt rettet mod børn og barnlige sjæle.
Først en bevægelsesdag lørdag 13. juli. Fra klokken 12-13.30 kommer AC Nordjurs Parkour på besøg og giver børnene mulighed for at prøve kræfter med en bane designet til lejligheden. Fra klokken 13.30-14 står den på musik og havnehygge, og klokken 14 overtages scenen af Cypher Movement. Dansegruppen fra Aarhus laver først en visning, hvorefter de inkluderer børnene og lærer dem seje dansemoves.
Arrangementet finder sted på parkeringspladsen ved Havnecentervej.
Det samme gælder arrangementet lørdag 4. august, hvor der virkelig skal leges igennem fra klokken 12-14,30 på en legedag med skattejagt, musik, kreativitet, spil og sjove lege.
»Vi glæder os til at se børnene bruge havnen som oplevelsesrum. Udover de forskellige aktiviteter etablerer vi et loungeområde, hvor forældre kan slappe af mens børnene prøver kræfter med leg og dans,« fortæller eventkoordinator for Liv på Sydhavnen, Nicolai Huse Jacobsen, i en pressemeddelelse.