Fortsæt til indhold

Billedkunstner og teaterinstruktør Kirsten Dehlholm er død

Kirsten Dehlholm har produceret mere end 60 værker på Hotel Pro Forma, som hun var med til at stifte i 1985 og i år står for forestillingen, som åbner Aarhus Festuge.

Kultur og byliv
/ritzau/ / jwh

Billedkunstner og teaterinstruktør Kirsten Delholm er død, 79 år.

Det oplyser teateret Hotel Pro Forma, hvor Kirsten Dehlholm var kunstnerisk leder, i en pressemeddelelse.

»Det er et chok og en stor sorg at modtage beskeden om Kirsten Dehlholms død. Det er kun få dage siden, at hun fremlagde de seneste store planer for nye forestillinger,« siger Hotel Pro Formas bestyrelsesformand, Tom Ahlberg, i meddelelsen.

Kirsten Dehlholm var en markant skikkelse på den danske kunstscene.

Hun var med til at stifte Hotel Pro Forma i 1985, hvor hun siden har produceret mere end 60 værker, der er blevet vist i over 30 lande.

Værkerne rummer både udstillinger, performances og operaopsætninger.

Det har i årenes løb udmøntet sig i flere prisoverrækkelser, blandt andet Thorvaldsen Medaillen i 2013 og Årets Hæderspris til Reumert-uddelingen i 2015.

Kirsten Dehlholm har siden 1995 modtaget den livsvarige ydelse fra Statens Kunstfond.

»Kirsten Dehlholm var en unik kunstner, som med sin stærke visuelle sans, sin lyst til at afprøve nye kunstneriske greb og evne til at skabe sammenhænge på tværs af kunstneriske retninger satte helt nye standarder for samtidskunsten,« siger Tom Ahlberg videre i meddelelsen.

Dødsfaldet sker lidt over en måned før, at Hotel Pro Formas kommende forestilling ”Flammenwerfer” skal åbne årets Aarhus Festuge. Det sker i august, hvor forestllingen kan opleves på Musikhuset i august. Ifølge Tom Ahlberg vil teatret gennemføre festugeåbningen, ligesom forestillingen på Det Kongelige Teaters Gamle Scene i september også bliver holdt.

Bisættelsen af Kirsten Dehlholm vil ske ved en privat ceremoni.

Efterfølgende vil der blive afholdt en mindehøjtidelighed i slutningen af august.