Leens sang og fuglenes flugt: En dag i naturens favn
En gammel landbrugstradition møder nutidens ønske om at øge biodiversiteten, når Nationalpark Mols Bjerge i samarbejde med ejerne af Holmegaard og Nordisk Kulturlandskabsforbund inviterer til Høslætsdag.
Høengene var tidligere helt essentielle for landbruget, når man skulle skaffe foder til dyrene for vinteren. Sådan er det ikke længere, men høengene er stadig vigtige, da de giver levesteder for mange arter af planter og vilde dyr.
Derfor er det vigtigt, at vi fortsat plejer vores enge, så de ikke forsvinder, og til høslætsdagen lærer man om vedligeholdelse og genskabning af høengene.
Det skriver Nationalpark Mols Bjerge i en pressemeddelelse, hvor de i samarbejde med ejerne af den helt særlige kulturhistoriske ejendom, Holmegaard, og Nordisk Kulturlandskabsforbund inviterer til en temadag om at genskabe og vedligeholde høengene.
Arrangementet er for hele familien og alle, der ikke er bange for at få sved på panden og har lyst til at opleve, hvordan en gammel landbrugstradition møder nutidens ønske om at øge biodiversiteten.
Arrangementet finder sted på Holmegaard lørdag 3. august.
På høslætsdagen foregår på det den helt gammeldags manér med leslåning og bjergning af høet.
Leen er et af de ældste redskaber, og på engen, hvor der er for fugtigt til moderne maskiner, er leen helt nødvendig. Så hvis man har en gammel le stående i laden, opfordres man til at tage den med, ligesom man også meget gerne må medbringe river til at rive høet sammen med.
Le-ekspert Jens Peter Mølgaard vil dele ud af sin viden og lære fra sig om skærpning af leen, og hvordan man bruger leen. Flemming Nielsen, formand for Nordisk Kulturlandskabsforbund, vil fortælle om høengenes funktion før og nu.
Det bliver en hyggelig dag for hele familien, hvor museumsformidler Marianne Hahn også laver aktiviteter for børn i engen og i den tæt vedliggende skov. Høstdagen slutter af med kaffe, kage og rundvisning på Holmegaard.
Billetter kan bookes på nationalparkbooking.dk.