Havmøllen gør plads til kunstnerophold
Gennem et residency-program ønsker Havmøllen at udvikle et kunstnerisk miljø omkring stedet.
Med støtte af Syddjurs Kommune kan Havmøllen annoncere ”Havmøllen Residency”, som er et residency-program i 2025 for professionelle kunstere på tværs af kunstfagligheder . Det skriver Havmøllen i en pressemeddelelse.
Ønsket med Havmøllen Residency er at forny, udvikle og vedligeholde et levende og spirende kunstnerisk miljø af høj kvalitet omkring Havmøllen - et landdistriktområde - samt at tilbyde nogle smukke og rolige rammer til fordybelse og inspiration for kunstnere/kreative på tværs af kunstfagligheder:
»Vi tror på, at kunsten spiller en central rolle i ønsket om at skabe forandring, refleksion, bevidsthed og inspiration. Kunsten kan være med til at skabe empati, samhørighed, provokere, “vække” og lægge op til refleksion og samtale - og handling. Derfor har Havmøllen også et stort ønske om at støtte kunstneres vilkår, samt at brede kunsten ud på hele landkortet og lade det være en integreret del af Havmøllens liv og identitet,« fortæller Pil Knoblauch, PR - & kommunikationsansvarlig på Havmøllen.
Havmøllen Residency henvender sig til professionelle kunstnere på tværs af kunstfagligheder (scenekunst, musik, litteratur, dramatik, fotografi, kunsthåndværk med flere), som kan søge om ophold på Havmøllen af en uges varighed. Der er både faciliteter og plads til en person, mindre og større grupper.
Uddybende informationer vedrørende faciliteter, indhold og ansøgningsproces kan findes på havmollen.dk.