Skønne sommeroplevelser i vente på Havmøllen
Havmøllen vender opløftet tilbage og kan nu præsentere sommerens program
Sidste sommer kørte Havmøllen på halvt blus på grund af en verserende sag med Kystdirektoratet.
Heldigvis faldt den ud til Havmøllens fordel, som derfor i år kan skrue helt op og fylde det smukke sted ved ved Hyllested Skovgårde med sommerlige arrangementer.
Fra 28. juni til 4. august byder stedet på sommercafé, pizzaevents, brunch, klassisk koncert og hele tre store koncerter i det stemningsfyldte gårdrum.
På koncertprogrammet optræder artisterne Guldimund, Coco O., Søs Fenger og Carl Emil Petersen.
»Vi har forsøgt at skabe et diverst sommerkoncertprogram, der favner bredt og kan samle folk på tværs af generationer og køn. Derfor har vi også valgt at fokusere på forskellige kunstnere, der har hver deres særpræg, udtryk, stil og ikke mindst repræsenterer flere genrer,« udtaler Anna Oline Frieboe Laumark på vegne af Havmøllen.
I forbindelse med annoncering af sommerkoncerterne har Havmøllen allerede oplevet stor interesse, og stedet ser frem til sommeraftenerne med den pulserende musikscene, hjemmelavet bålgryde, dans og nye møder.
Her er overblik over sommerens koncerter på Havmøllen
5. juli: Guldimund & Folkekøkken
18. juli: Coco O. & Folkekøkken
3. august: Søs Fenger + Carl Emil Petersen & Folkekøkken
Billetter og yderligere info om sommerprogrammet og koncerterne kan findes på Havmøllens hjemmeside.