Så tæt på Bryan Adams man kan komme i Grenaa
Claus Hassing både lyder som og ligner Bryan Adams.
Efter 14 år er kopibandet Bryan Adams Tribute med rødder i det nordjyske sultne som aldrig før, og det er bestemt ikke uden grund, at bandet bliver betegnet som et af de mest autentiske og velspillende tribute-acts i hele Europa. De der har oplevet bandet før, kan skrive under på, at de leverer et top-trimmet rock-show, der ligger så rystende tæt opad originalen, at selveste Bryan Adams har kvitteret med et: ”cool man!”.
Frontmand Claus Hassing, der både lyder som og ligner Bryan Adams, fuldender billedet af, at man står og lytter til det storsælgende canadiske rock-ikon, mens man synger med på Summer of 69, Cuts Like A Knife, Heaven, Run To You, Everything I Do og alle de andre Adams klassikere. Når han lyder så tæt på Bryan Adamas, som man kan komme det, forklares det med, at han er godt hjulpet af de teknikker, han har som konservatorieuddannet sanger.
Og det kan man gøre, når bandet lørdag 28. september klokken 20 vender tilbage til Grenaa og Kulturhuset Pavillonen.