Fortsæt til indhold

Jan Gintberg til Pavillonen med nyt show

Komikeren vender tilbage til scenen i 2025 - og rammer Grenaa til marts.

Kultur og byliv
SA

Miraklernes tid er ikke forbi…

Midt i al elendigheden er der også grin og grænseløs glæde, og det vil den altid nysgerrige komiker Jan Gintberg sætte en tyk streg under.

Dansk stand-ups grand-old-man hopper om lidt ud i livets og tidens store bassin for at tage svømmetag i en spritny sanselig, satirisk og stærkt lårklaskende Danmarksturné. Med et nyt show, som har fået titlen ”Miraklet”. Det rammer Grenaa 19. marts næste år, og billetsalget er i gang.

»Et mirakel er en vidunderlig sjælden hændelse. Lidt ligesom at slå en befriende brandskid på vej ud af en skolebus eller grine uhæmmet af en moden mands skæve undren over menneskets bimlende kollektive idioti. Glæd dig. Det her show bliver en mageløs, mirakuløs rejse ind i sjælens dummeste afkroge,« hedder det i pressemeddelelsen fra komikeren.

Jan Gintberg rammer over 30 år efter sin debut, med hans altid omfavnende humoristiske betragtninger om livet og tidsånden blandet med hans sylespidse sikre satiriske stikpiller stadig plet i den danske selvforståelse.

Siden har han både turneret land og rige rundt med klassiske standupshows og sneget sig ind i danskernes stuer med tv-programmet ”Gintberg på kanten”.