Fortsæt til indhold

Biograftips fra en filmelsker: Seks film du bør se i august

Kultur og byliv
Dorte MørkbakFilmelsker

Twisters

2’eren til den populære 90’er-klassiker er den perfekte undskyldning for et underholdende biografbesøg. Den hæsblæsende åbningssekvens følger et hold tætknyttede studerende på jagt efter tornadoer i USA. Uden at afsløre for meget, går det bestemt ikke som forventet. Derefter springer filmen fem år frem i tiden, og Kate arbejder nu i New York.

Kate (Daisy Edgar-Jones) er plaget af skyldfølelse, men en dag kontaktes hun af det eneste andet overlevende medlem af studiegruppen, Javi, der lokker hende tilbage til Oklahoma for at færdiggøre projektet for vennernes og det ødelagte lokalsamfunds skyld.

Daisy Edgar-Jones er karakteristisk indadvendt som Kate, hvis skrøbelige arbejdsro forstyrres af en gruppe nævenyttige influencere, der jagter tornadoer for at få likes. De streamer deres eskapader med den dumdristige Tyler Owens (Glen Powell) i front. Efterhånden som stormsæsonen intensiveres, kolliderer Kate og den hensynsløse Tyler, da skræmmende fænomener, der aldrig er set før, slippes løs. Parret og deres konkurrerende hold befinder sig direkte i sporet af flere stormsystemer, der konvergerer over det centrale Oklahoma, i deres livs kamp.

Memory

Fremmede skaber en overraskende forbindelse i Michel Francos film, ’Memory’. Peter Sarsgaard er en mand med tidligt opstået demens, og Jessica Chastain er en enlig mor med en traumatisk fortid. De spiller Saul og Sylvia i en film om to mennesker, der kommer ind i hinandens liv på det helt rigtige tidspunkt.

Memory er en bemærkelsesværdig human film af en meget interessant instruktør og manuskriptforfatter, den mexicanske Michel Franco. Han evner at lave film med stemningsskift, der kommer som knive fra himlen. Således også her, hvor man veksler mellem at tro, at det handler om en gryende romance eller fortidige traumer. Der er chok og anger, men mest af alt er der mennesker med forsvarsværn, som man håber, de kan hjælpe hinanden med at bryde ned. Og de voksnes hengemte smerte reflekteres i de unge, de ønsker at beskytte.

Sylvia og Saul afslører karakterer, der allerede er testet og prøvet af livet. De længes kun efter et øjebliks fælles fred - hvis bare fortiden eller deres egen opfattelse af den ville tillade den.

Borderlands

Og så skal vi se noget helt andet. ’Borderlands’ er en eventyrfilm fyldt med action, gode skuespillere og vildt gode replikker. Filmen bygger på et populært videospil af samme navn, som udkom første gang i 2009. Spil-filmatiseringer er åbenbart et hyppigt emne for filmskabere at kaste sig over lige i øjeblikket.

Filmen er ikke en en-til-en fortolkning af spillene, men samler historier fra spillene på en ny måde. Mange inden for branchen mener, at filmen her er starten på et større og sammenhængende filmunivers.

Et hold af usandsynlige helte må kæmpe mod udenjordiske og farlige monstre for at finde og beskytte en savnet datter, der muligvis kan vise sig at være nøglen til en utænkelig magt - skæbnen for universet står på spil.

I filmen spiller Cate Blanchett den fredløse selvtægtskvinde Lilith, der vender tilbage til planeten Pandora for at redde datteren af universets mest magtfulde mand, Atlas (Edgar Ramírez). Sammen med et broget slæng skyder Lilith sig gennem aliens, monstre og andre slyngler for at beskytte pigen og for at lokalisere en sagnomspunden skat.

Unicorns

’Unicorns’ er en engelsk dramafilm med Ben Hardy i hovedrollen som Luke. Luke er en alenefar, der kæmper med at betale regningerne i London efter en skilsmisse. Han arbejder som mekaniker, men føler der mangler noget i hans liv. En aften kommer han forbi en natklub, hvor han helt uventet møder Aysha – en smuk og forførende kvinde, som han forelsker sig voldsomt i. Men Aysha er en sydasiatisk natklubkunstner og drag queen, der lever et dobbeltliv på queer-klubberne om natten og som den ’pæne’ søn om dagen.

De to modsætninger mødes, og kemien er ikke til at tage fejl af. Men kan kærligheden leve, når de begge er i fornægtelse? Da Luke og Aysha mødes, udløses en søgen efter identitet hos dem begge, og Luke er tvunget til at genoverveje sin seksuelle identitet.

Det er en rørende, smuk og stærk fortælling om kærlighed, identitet, familie- og kulturbyrder, og den livsændrende magi, der ligger i at blive set som den, man virkelig er.

Mørkeland

Etablerede skuespillere og unge talenter medvirker i den politiske thriller ’Mørkeland’, der følger Anders W. Berthelsens journalist Ulrik Torp tyve år efter det dramatiske magtspil i filmen ’Kongekabale’.

Den midaldrende Ulrik Torp står nu i en noget anden livssituation. Efter længere tid på kontanthjælp og deraf medfølgende midtvejskrise takker han ja til en virksomhedspraktik på sin tidligere arbejdsplads Dagbladet. Her sætter hans gamle kollega Henrik Moll (Nicolas Bro), der nu er chefredaktør, Torp til sammen med to praktikanter at dække mordet på en ung fuldmægtig i Indenrigsministeriet. Snart kommer de på sporet af en sammensværgelse, der viser sig at gå helt op til magtens absolutte top.

Torp og de to praktikanter havner i midten af en ny politisk konspiration, som rejser spørgsmålet, om vi kan acceptere manipulation med demokratiet, når manipulationen har til hensigt at redde det.

’Mørkeland’ er som ’Kongekabale’ en topaktuel og hæsblæsende politisk thriller. Og ligesom ’Kongekabale’ er ’Mørkeland’ baseret på tv-vært og forfatter Niels Krause-Kjærs romanforlæg. Instruktør denne gang er Mikkel Serup, som har instrueret flere danske film og tv-serier.

Power of Love

Nu er det muligt at opleve en helt ny biografkoncert i Danmark. Det sker med André Rieu’s ’Power of Love’, som helt eksklusivt vises i biograferne ved to forestillinger denne sommer.

Ledsaget af sit verdensberømte Johann Strauss Orchestra og flere hundrede medvirkende kan du opleve André Rieu fra Maastricht introducere dig for sit imponerende repertoire af klassisk musik, musicals, pop og rock.

Det er ikke uden grund, at André Rieu kaldes for ’The King of Waltz”, og hans spektakulære koncerter fra hjembyen Maarstricht trækker hvert år tusindvis af dedikerede tilskuere til et festfyrværkeri af musik, dans, og sang.

Så tag dine naboer, venner, din familie under armen. Koncerten, som varer 3 timer, er for alle aldre. Denne udgave af koncerten bliver kun vist i biograferne.

Kilder: Soundvenue, filmmagasinet EKKO, IMDB, Rotten Tomatoes