Fortsæt til indhold

»Kan man skrive om landsbytosser? Ja det kan man godt«

Lokal forfatter vil give de udsatte en stemme i børnelitteraturen.

Kultur og byliv

Lærke M. Nielsen fra Hadsten har skrevet og fået udgivet en børneroman om en antihelt, landsbytossen Gud, der ender som en rigtig helt ved at tage ansvar og redde verden fra undergang.

»Jeg har spurgt mig selv, om man kan skrive om landsbytosser? Det kan man godt, for dem skal der også være en plads til i litteraturen, særligt når de indtager en helterolle.«

Forfatteren er oprindeligt uddannet ergoterapeut og har arbejdet på forskellige bosteder, hvor hun hos beboerne har fundet inspiration til sin roman, der er hendes debut.

»En ting, der går igen blandt mange mennesker med psykiske udfordringer, er, at de ofte tager alt for stort et ansvar på sig. Det passer godt ind i en historie om klimakrise og at tage ansvar,« siger Lærke M. Nielsen.

Mod og venskab

Bogen hedder ’Onkel Gud og dommedagsprofetien’ og handler om pigen Alma, der hverken er den hurtigste til at løbe eller regne og slet ikke er sjov. En dag havner hun i landsbytossen Guds have, og det bliver begyndelsen på et umage venskab. Der er bare det problem, at dommedag er på vej, så de to må prøve at redde verden.

Landsbytossen Gud og pigen Alma bliver venner og udviser mod i kampen mod verdens undergang. Pressefoto

»Jeg ønskede at skrive en historie, der viser, hvordan selv de mest usandsynlige helte kan gøre en forskel. Alma og Gud viser os, at mod og venskab kan overvinde selv de største udfordringer.«

Lærke M. Nielsen interesserer sig for skæve eksistenser, der tænker og handler anderledes end de fleste. Ifølge hende er det vigtigt at give udsatte grupper en stemme i børnelitteraturen for at skabe en åbning for børn til at tale om både de lyse og mørke sider i livet.

»Det er vigtigt, fordi de fleste børn har mødt mennesker, der kæmper i livet. At fortælle om dem gennem en historie gøre det mere jordnært og nemmere at snakke om.«

Nervepirrende

Forfatteren er cand.mag. i litteraturvidenskab og har altid læst meget og haft en stor interesse for litteratur. Hun fik idéen til sin roman og skrev den første linje for flere år siden, men kom så fra skriveriet, der nu er mundet ud i ’Onkel Gud og dommedagsprofetien’, der netop er udgivet på Byens Forlag.

»Det at skrive er en ret privat aktivitet, så det er lidt nervepirrende at udgive en bog, som folk kan have en holdning til.«

Bogen henvender sig ifølge forfatteren primært til børn i alderen 8-11. Den er på 104 sider og med illustrationer.

Lærke M. Nielsen er født i 1990 og kommer oprindeligt fra Skiveegnen. Hun har i nogle år boet med sin mand og to børn i Hadsten, hvor hun også arbejder til dagligt som kommunikationsmedarbejder for musikskolen og biblioteket, der holder til i Kulturhuset Sløjfen.