Den Syvende Søn tribute til Ulven Peter
Musikforeningen MiR i Rønde inviterer til koncert med beatorkestret Den Syvende Søn.
I Rønde har musikforeningen MiR planlagt en række koncerter i løbet af efteråret, og den første spilles på Kulturhotellet allerede lørdag 17. august, fortæller foreningen i en pressemeddelelse.
»I musikforeningen MiR i Rønde gør vi klar til at følge op på sommerens musikglæder ude i ferielandet,« lover formand Bøje Nielsen.
»I løbet af det næste halve år vil vi præsentere musik fra nær og fjern - i Danmark.«
Lørdag 17. august er det orkestret Den Syvende Søn, der skår akkorderne an i forlængelse af åbent hus på Kulturhotellet.
Den Syvende Søn består af Michael Belli på vokal, Adam Winberg på trommer, Tobias Winberg på bas, Mads Jensen på keys og Mikkel Grue på guitar.
Orkestret er først og fremmest et rockorkester med et retro-udtryk hentet i 60’er-beat og psykedelisk rock. Til koncerten på Kulturhotellet er de klar med sange fra deres femte album, Når mængden svinder ind, som samler en række sange fra bagkataloget og føjer fire nye til.
Blandt de nye indspilninger er blandt andet en fortolkning af ”Morgenstund har guld i mund”, som Michel Bellis afdøde far, Peter Belli, indspillede tilbage i 1960’erne. Der er også en nyskrevet hyldest til Peter Belli.
Koncerten er støttet af Syddjurs Kommune og Statens Kunstfond. Billetter kan købes på musikiroende.dk.